Odense ZOO er landets første zoologiske have, der modtager miljømærket Green Attraction. Det betyder, at haven lever op til en lang række krav på miljøområdet, der gælder fx affaldssortering, økologi i spisestederne, dyrefoder, rengøringsmidler, energiforbrug med videre.

Green Attraction er et relativt nyt miljømærke, der er lanceret af HORESTA og Friluftsrådet. Det er skabt i forlængelse af Green Key-mærket, der kendes fra særligt hotelbranchen, men er i stedet tilpasset og målrettet attraktioner, museer og zoologiske anlæg. Princippet er dog det samme; det handler om kontinuerligt at blive bedre på miljøområdet ved at måle på forskellige parametre.

– Vi er meget stolte over, at vi nu helt officielt kan kalde os for en grøn attraktion. Vi har i mange år arbejdet ud fra en generel grøn tankegang, men med kravene fra Green Attraction fik vi mulighed for at sætte et konkret mål for det arbejde, siger Bjarne Klausen, der er direktør i Odense ZOO.

– Vores første delmål var at opnå miljømærket, og det har vi nået nu takket være en stor indsats fra alle medarbejdergrupper i haven. Næste mål er at fortsætte det grønne arbejde og udvikle os i en endnu mere bæredygtig retning, fortsætter Bjarne Klausen.

Indsatsen er også blevet bemærket af Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel:

– Det er en flot anerkendelse, at Odense ZOO nu som den første zoo i Danmark bliver udnævnt til en Green Attraction. Det vidner om en ambitiøs og fremsynet indsats – som på alle måder flugter med de store grønne ambitioner vi har i Odense, blandt andet om at være en klimaneutral by senest i 2030, siger borgmesteren.

Green Attraction uddeles af en jury bestående af repræsentanter fra Friluftsrådet og HORESTA, og bag ordningen står Danske Zoologiske Anlæg og Akvarier, Foreningen af Forlystelser i Danmark, Organisationen Danske Museer, Videnspædagogiske Aktivitetscentre og HORESTA.

Hos sidstnævnte er sekretariatsleder Mikal Holt Jensen glad for at kunne uddele mærket til Odense ZOO

– Det har været en stor fornøjelse at følge Odense ZOOs grønne arbejde. Som en attraktion med fokus på dyr og formidling er det helt naturligt for medarbejderne at tænke grønt, og det kunne mærkes undervejs i forløbet og af juryen, der var imponeret af havens miljøarbejde.

– Odense ZOO er den først attraktion, der mærkes i Odense, men vi oplever, at mange andre turistvirksomheder i byen opruster med grønne certificeringer, siger Mikal Holt Jensen.

 

Pressefoto