Næsten 40 pct. af de fynske virksomheder udpeger inflationen, som det, der truer deres virksomhed allermest lige nu.

Men måske kan det hjælpe at indføre digitale systemer, automatisere nogle arbejdsgange og byde robotter indenfor i produktionen. Erhvervshus Fyns friske Virksomhedsundersøgelse 2023 efterlader i hvert fald ingen tvivl om, at et øget fokus på digitalisering er noget af det vigtigste, virksomhederne peger på, hvis de skal klare sig bedre hen over de næste par år.

-Sammenlignet med november 2022, hvor vi sidst tog temperaturen på de fynske virksomheder, er netop behovet for at sætte fokus på digitalisering vokset markant. Det ligger nu i top helt på linje med behovet for deltagelse i netværk og det naturlige behov for at øge fokus på finansierings- og lånemuligheder, som følger af inflationen, fortæller direktør i Erhvervshus Fyn Niels Erik Haug-Larsen

Hos Bosswik, der årligt producerer godt 300.000 læderbælter i Tommerup, er der fuld gang i et digitaliseringsprojekt, som holder virksomheden konkurrencedygtig, selv i en tid med inflation, hvor de modsat mange andre har valgt at holde hele produktionen hjemme på Fyn.

-Vi har gennem de senere år implementeret en ny softwareløsning til styring af vores produktion, som er integreret med vores økonomisystem, og samtidig tilbyder vi i stigende grad EDI-løsninger, hvor vi kan udveksle data f.eks. med vores kædekunder og kommunikere direkte med deres digitale systemer om køb og salg, fortæller direktør Morten Levorsen, der løbende har fået sparring og kærlige skub ud over den digitale rampe af Erhvervshus Fyns forretningsudvikler Troels Larsen. Bælteproducenten har også fået medfinansiering fra EU-puljen SMV:Digital.

Hos Erhvervshus Fyn er der stor begejstring for virksomhedernes stigende erkendelse af digitalisering som et af de væsentligste behov for at kunne klare sig bedre de kommende år.

-Mange af de virksomheder, vi har mødt over de senere år, er typisk skeptiske til at begynde med, men når de først kommer i gang, oplever vi sjældent, at de ikke får betydelig værdi af digitaliseringen. I en tid, hvor lønomkostninger stiger pga. inflationen, er digitalisering et uundgåeligt værktøj. Det bliver simpelthen nøglen til en mere effektiv forretning, når virksomheden kan automatisere nogle af de processer, som de tidligere har brugt lang tid på at udføre og ikke mindst styre deres planlægning bedre, siger Troels Larsen.

Det er i særlig grad brancherne handel, transport og service, der er tunet ind på digitalisering det seneste halvår, og i Tommerup har bælteproducenten på trods af inflationen formået både at fastholde omkostningerne til produktionen og sikre en mere effektiv planlægning. Som bonus har Bosswik fået større fleksibilitet og mulighed for variation i måden at lave stikninger, nitter og andre detaljer på bælterne på.

Læs mere om virksomhedernes helt aktuelle udfordringer og behov i Virksomhedsundersøgelsen 2023 her

Pressefoto