84 friluftsforeninger har fået en hjælpende hånd til at styrke deres friluftsaktiviteter. Friluftsrådet har uddelt i alt 2,6 mio. kr. fra Lokalforeningspuljen til foreninger i 53 kommuner.

Rollespil, dykning, kæphesteridning og træklatring. Friluftsliv er mange ting, og det vidner den årlige uddeling af tilskud fra friluftslivets Lokalforeningspulje om. I alt har Friluftsrådet uddelt knap 2,6 mio. kr. til 84 forskellige foreninger i 53 kommuner.

Foreninger under Friluftsrådets medlemsorganisationer kan søge om tilskud fra friluftslivets Lokalforeningspulje til at styrke deres arbejde med friluftsliv. I Friluftsrådet er man glad for at kunne give de frivillige ildsjæle i foreningerne en hjælpende hånd.

“Der er mange i de frivillige foreninger, der brænder for at skabe gode muligheder for friluftsliv, så det er dejligt, at vi kan støtte det lokale engagement. Vi er glade for, at vi har kunnet støtte så mange forskellige typer af friluftsaktiviteter, både de klassiske friluftsaktiviteter og de lidt anderledes former for friluftsliv, såsom kæphesteridning, krolf og rollespil i naturen. Der er noget for enhver smag,” siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.

Flere tilbud om friluftsliv
Der gives i Lokalforeningspuljen blandt andet tilskud til, at foreninger kan opstarte nye aktiviteter eller udbrede de eksisterende aktiviteter til nye målgrupper. Det kan være i form af nyt udstyr, nye faciliteter eller andet.

Lokalforeningspuljen uddeles en gang om året, og der uddeles tilskud på op til 40.000 kr. Selvom det ikke nødvendigvis er så store beløb, så gør pengene en stor forskel, lyder det fra Friluftsrådet.

“De frivillige foreninger er en kæmpe ressource i vores samfund, fordi de er med til at skabe livskvalitet, sundhed og sammenhold i lokalsamfundene. De tilskud, vi uddeler i Lokalforeningspuljen, er relativt små, men de gør en kæmpe forskel – både for den enkelte forening og for samfundet,” siger Winni Grosbøll.

Lokalforeningspuljen er et resultat af den politiske aftale, som regeringen indgik i 2017. Otte hovedorganisationer inden for det frivillige foreningsliv er udpeget som puljeansvarlige for hver deres pulje. Friluftsrådet er udpeget som ansvarlig for en pulje til friluftsforeninger.

Eksempler på tilskud

Natur & Ungdom Hedensted har fået tilskud til arrangementer og ture i naturen, særligt målrettet
unge.

Sevel Jagtforening i Holstebro har fået tilskud til elektronisk styring til sportingskydning.

Dansk Ornitologisk Forening, Lokalafdeling for Sydøstjylland i Vejle har fået tilskud til opsætning af 30 stk. tårnfalkekasser.

Syddansk Akademisk Jagtforening i Odense har fået tilskud til haglgeværer til brug for foreningens jagttegnskurser.

Se alle tilskuddene her:

https://presscloud.com/file/78/787163027331789/Regional_oversigt_med_alle_bevillinger_2023.pdf

Foto: ABW