Om under en måned inviterer Odense ZOO igen indenfor til årets julebegivenhed, Jul i ZOO – og dét, der i forvejen er havens største og mest gennemførte event bliver i år endnu større.

Jul i ZOO åbner fredag d. 24. november klokken 16, hvor de 33 kilometer lyskæde og i alt 1.000.000 julelys bliver tændt for første gang. Derefter følger en hel måned med julerier, der i år byder på en masse nyt.

Under Jul i ZOO sætter vi nemlig fokus på nogle af julens mange herligheder ved en række helt nye pop up-events, hvor man som gæst kan gå på opdagelse og selv deltage. Kom fx og se det uofficielle fynsmesterskab i adventskrans, oplev det vildeste julebord eller vær med til at skabe et eventyrligt peberkagelandskab med Emil Obel, vinder af DR’s Den Store Bagedyst.

ZOO-nisserne er tilbage med en ny julekalender

Inden vi når til de nye events, er det dog værd lige at stoppe op hos ZOO-nisserne Zoofus og Zoofie, der er tilbage igen i år – og med sig har de en spritny julekalender.

Odense ZOO ser nemlig ud til at have fået en ny direktør, og det har de to nisser svært ved at forstå, for den nye direktør træffer nogle meget mærkelige og knap så børnevenlige beslutninger. Hvad er den mon af?

Følg med i “Zoofus og Zoofie – og den nye direktør” hver dag i december på Odense ZOOs YouTube-kanal. Med til kalenderen følger desuden et nyt undervisningssæt, som elever og lærere i indskolingen kan hygge sig med i hele december.

Adventskrans og julemesterværk

Flotte dekorationer, et skønt julebord og masser af lækkerier hører sig til i december, og derfor er netop de elementer i fokus i de første weekender af Jul i ZOO.

Den 25. og 26. november kan du derfor opleve det uofficielle fynsmesterskab i adventskrans, når en masse fynske florister dyster om at lave den flotteste dekoration. Har du lyst til selv at kaste dig ud i dekorationens ædle kunst, kan du desuden gøre det sammen med den prisvindende fynske blomsterdekoratør Camilla Christjansen, der driver All About Flowers, og som med kyndig hånd sørger for, at deltagerne på en eksklusiv workshop får lavet den flotteste adventskrans.

Den krans kan man passende sætte på et flot pyntet julebord – og netop dét kan man få inspiration til i weekenden d. 2. og 3. december. A Table Story har specialiseret sig i udlejning af service og er blevet kendt i hele landet for sine flotte rammer til alle livets fester. Kvinderne bag har dækket hundredvis af borde for både private selskaber samt store danske og internationale brands. Nu gæster de Odense ZOO og giver deres bud på julens bord – selvfølgelig med udgangspunkt i naturen.

Til sådan et bord hører også lækkerier, og dem står vinder af Den Store Bagedyst Emil Obel for, når han den 9. og 10. december skaber et peberkagemesterværk til Jul i ZOO.

Kom og se med, når Emil selv skaber et fascinerende kagemesterværk, eller giv dig selv i kast med at svinge glasuren i Emils peberkageværksted, hvor han i løbet af weekenden skaber et flot snelandskab med vinterdyr, nisser og magi – alt sammen lavet af kage.

Nyheder – men også alt det gode, gamle

Selvom julen i år byder på en masse nye events, er der heldigvis også en hel masse, der er ved det gode, gamle. Du kan derfor igen i år glæde dig til at opleve zoologisk have pakket ind i tusindvis af julelys og masser af flot julepynt.

Du kan også igen i år gå på opdagelse i de mange juleboder, der byder på alt fra gaveidéer til noget til den søde tand, ligesom det igen bliver muligt at opleve Zoofus og Zoofies nisseshow på udvalgte datoer.

Vi gør opmærksom på, at Odense ZOO holder lukket i ugen op til åbningen af Jul i ZOO, så den sidste julepynt kan komme op at hænge. Haven er lukket fra og med mandag d. 20. november til og med torsdag d. 23. november.

Haven åbner igen fredag d. 24. november klokken 16, hvor Jul i ZOO officielt indvies.

Praktisk info:

  • Odense ZOO er lukket fra og med mandag d. 20. november til og med torsdag d. 23. november for at gøre klar  til Jul i ZOO.
  • Haven åbner igen den 24. november, hvor Jul i ZOO officielt skydes i gang. 
  • I perioden fra 24. november til og med 19. december er der juleprogram hver fredag fra klokken 16-20 samt hver lørdag og søndag fra klokken 11-20. Haven åbner alle dage klokken 9.
  • Fra d. 20. december og til og med den 23. december er der juleprogram hver dag fra klokken 11-20. Haven åbner alle dage klokken 9.
  • Den 24. december er haven åben fra klokken 9-14 med fuldt juleprogram.
  • Datoer og tidspunkter for de enkelte events kan ses på jul.odensezoo.dk.
  • Årets nye julekalender, “Zoofus og Zoofie – og den nye direktør,” kan ses på Odense ZOO’s YouTube-kanal hver dag i december.
Pressefoto