Endnu et stort skridt på vejen til den omfattende renovering og modernisering af Odense Teater er nu taget. Augustinus Fonden har valgt at donere 10 millioner kroner til projektet, som dermed har finansieret 95 millioner kroner ud af det samlede budget på 100 millioner kroner.
Tidligere på året kunne Odense Teater annoncere, at teatret ønsker at gennemføre en stor renovering og modernisering under overskriften «Odense Teater – med respekt for fortiden og mod på fremtiden». Et projekt til 100 millioner kroner.
Samme dag kunne Odense Teater også offentliggøre, at A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal havde doneret 80 millioner kroner til projektet, ligesom teatret selv havde afsat fem millioner kroner.
I dag er den samlede finansiering kommet meget tættere på målet, da Augustinus Fonden er gået ind i projektet med en meget flot donation på hele 10 millioner kroner.
– Det er endnu en vidunderlig dag for Odense Teater, for medarbejderne og for publikum. Augustinus Fonden er kommet med et utroligt vigtigt bidrag til vores kommende renovering og ombygning, og vi takker dem for at støtte projektet. Deres opbakning er uvurderlig, og den er med til at sikre teatrets fremtid, så vi kan levere scenekunst på allerhøjste niveau, siger teaterdirektør Jacob Schjødt.
BEDRE FORHOLD FOR PUBLIKUM OG TEATERMAGI
«Odense Teater – med respekt for fortiden og mod på fremtiden» omfatter både istandsættelse af publikumsområder og modernisering af sceneteknikken. Publikumsområderne skal renoveres og bringes tættere på teatrets oprindelige udtryk med lysere farver, genåbning af den historiske ”kongetrappe”, bedre publikumsfaciliteter samt forbedrede adgangsforhold for kørestolsbrugere og gangbesværede.
Samtidig vil Odense Teater blive mere bæredygtigt – både i hverdagen og i sine teaterproduktioner.
Istandsættelsen dækker både foyerområderne, publikumsfaciliteter i kælderen samt publikumsområdet på Store Scene, hvor gæsterne kan se frem til større komfort, når de overværer forestillingerne.
Herudover skal al teknik, herunder lys, lyd, drejescene, scenetræk med mere moderniseres, hvilket vil give Odense Teater mulighed for flottere og mere ambitiøse opsætninger. Teatrets medarbejdere vil også få bedre arbejdsforhold bag scenen.
ARBEJDET ER I GANG
Der er allerede sat gang i forarbejdet med projektet, hvor der først og fremmest skal udarbejdes og indhentes tilbud på alle processer. Odense Teater vil melde en tidsplan ud for ombygningen så snart, at det er muligt.
Mens renoveringsarbejdet står på, vil Odense Teater ikke kunne benytte Store Scene, men der vil fortsat blive produceret teater undervejs. Dette vil kunne ske på teatrets uberørte scener, ligesom Odense Teater vil gå i dialog med Odense Kommune og andre lokale aktører om lån og leje af egnede teatersale, som kan benyttes, mens projektet bliver gennemført.