Torsdag den 2. maj 2024 åbner REMA 1000 en ny butik i de forhenværende ALDI-lokaler på Ruggardsvej 455 i Korup i Odense NV. Som den lokale REMA 1000 købmand står Simon Esperi klar med flere års erfaring.
29-årige Simon Esperi er en meget erfaren herre. Den kommende købmand i Korup har nemlig været en del af discountkæden i 8 år. At Simon har været en del af købmandsfaget i en stor del af livet, er slet ikke så underligt. Han er nemlig søn af en tidligere købmand – dog ikke i REMA 1000 – men Simon Esperi er ikke desto mindre opvokset med købmandskabet som en helt naturlig del af tilværelsen. Derfor har det også været Simons Esperis store drøm selv at blive selvstændig købmand. Gennem årene har han uddannet sig inden for købmandsbranchen, hvor han har prøvet kræfter med hverdagens udfordringer som souschef i REMA 1000 i Marienlund centralt i Odense. Derfor er han nu klar til at stå på egne ben som lokal REMA 1000 købmand:
“Jeg glæder mig utrolig meget til at åbne REMA 1000 i Korup som købmand i min egen butik. Det har længe været mig helt store drøm, og nu er den endelig indenfor rækkevidde. Selvom der forsat er et stykke tid til, at vi kan åbne butikken og byde kunderne indenfor, gør jeg mig allerede mange tanker om, hvordan teamet og jeg skal drive butikken, når vi åbner. Nu går vi i gang med at forvandle butikken og gøre den helt klar til vores åbningsfest,” siger Simon Esperi.
REMA 1000 på Ruggardsvej 455 i Korup i Odense NV åbner torsdag den 2. maj klokken 8.00. Butikken bliver REMA 1000 nummer 398 i Danmark, og åbningstiderne bliver 7.00 – 21.00 alle ugens dage.