Søndag den 7. april 2024 kl. 10 afholdes Kræftens Bekæmpelses årlige Landsindsamling i hele landet.
Tusindvis af frivillige har samlet ind hvert år til kræftsagen siden 1985 overalt i Danmark. De indsamlede beløb går til kræftforskning, patientstøtte og forebyggelse af kræft.
Sidste år indsamlede 400 frivillige 680.000 kr. i Odense. I hele landet blev der indsamlet 35 mio. kr.
Odense har 21 indsamlingsdistrikter. Hvert distrikt har en distriktsleder, som står for de ca. 15-25 frivillige, der samler ind i hvert distrikt, som igen er delt op i ruter.
– Vi gør meget ud af at forkæle vores frivillige. De gør en kæmpe indsats og bidrager betydeligt til, at der kan forskes mere, så flere overlever kræft, udtaler Jan Engel Andreasen, der er formand for Kræftens Bekæmpelse Odense Lokalforening.
– I de fleste distrikter er der socialt samvær med de andre indsamlere før og efter indsamlingen og mange lokale bagere og butikker donerer morgenbrød og snacks til indsamlerne
Det tager ca. 2 timer at gå en indsamlingsrute. I gennemsnit indsamler hver indsamler 1.600 kr. på ruten, så hver enkelt indsamler gør virkelig en forskel.
-De fleste borgere er meget glade og generøse, når de frivillige indsamlere banker på. Og mange takker for deres indsats.
Når man tilmelder sig som frivillig indsamler, kan man vælge rute digitalt og på satellitbilleder se nøjagtigt, hvilken typer boliger ruten har.
Alle indsamlere får deres egen MobilePay QR kode på deres bøsse og kan følge med i, hvor meget de indsamler. De fleste betaler nu med MobilePay.
1 ud af 3 danskere under 75 år får kræft, og resten bliver pårørende.
Se mere her: www.indsamling.dk