Odense Kommune vil anlægge en minde- og gravplads for byens mest udsatte borgere tæt på indgangen til Assistenskirkegården, hvor efterladte kan mindes deres afdøde venner.
Socialt udsatte borgere i Odense får snart mulighed for at blive begravet på en fælles minde- og gravplads på Assistenskirkegården, hvor deres nærmeste kan mødes og mindes deres afdøde venner.
Det forventes, at gravpladsen vil stå færdig inden sommerferien, efter at Beskæftigelses- og Socialudvalget og By- og Kulturudvalget netop har godkendt etableringen.
Forinden vil repræsentanter for gruppen af socialt sårbare borgere blive involveret i den endelige udformning af det gravminde i granit og stål, som sammen med bænke af genbrugssten og hårdttræ vil blive placeret på gravpladsen.
Socialt udsatte er en del af byens fællesskab
Beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt håber, at minde- og gravpladsen kan være med til at give de udsatte borgere en mere værdig afsked med livet.
– Denne gruppe af mennesker lever i forvejen et hårdt liv – ofte på gaden og uden særligt stærke familiære bånd. Derfor kan de være fortvivlede, når de tænker på, hvad der skal ske med dem, når de går bort. Derfor synes jeg, det er en god idé, at vi som en inkluderende storby opretter en minde- og gravplads til dem, siger Christoffer Lilleholt, som bakkes op af medlem af beskæftigelses- og socialudvalget, Joachim Hoffmann-Petersen.
– Alle har brug for fællesskaber – også socialt udsatte. Med gravpladsen skaber vi et sted, hvor de kan mindes deres afdøde venner. De er en del af vores by og fællesskab, og med en gravplads kan vi vise vores respekt og anerkendelse på livets sidste rejse, siger Joachim Hoffmann-Petersen om gravpladsen, som målgruppen også ser frem til.
Vi knytter os stærkt til vores venner på gaden
– Det er et rigtigt fint initiativ for os, både når vi er levende, og når vi er døde. Som socialt udsat går man hele tiden og tænker på, hvad der skal blive af én, når man dør. Mange af os har ikke rigtigt nogen kontakt til vores familie, og jeg vil i hvert fald ikke i de ukendtes grav, siger 51-årige Winie Pokorny, der i mange år var stofmisbruger.
– Det er også vigtigt med sådan en gravplads for os, der har mistet nogle af vores nærmeste venner, for så har vi et sted at tage hen og mindes de døde. Når vi ikke har så stærke bånd til vores biologiske familier, knytter vi os tit meget stærkt til vores venner på gaden. Derfor vil det være rart at have et sted, man kan tage hen, når vi savner dem, siger Winie.
Det handler om værdighed
Hos Kirkens Korshær har en minde- og gravplads for byens socialt udsatte længe været et ønske.
– For os handler det om værdighed. Alle er noget værd, også når de dør. Vi ved, at de socialt udsatte i perioder tænker rigtigt meget på døden, og hvad der skal blive af dem, når de ikke er her mere. Derfor er det meget relevant med en minde- og gravplads. Samtidig får de overlevende nu et sted, de kan gå hen og lægge en blomst eller en sten med et navn på og tænke på dem, de har mistet, siger korshærsleder i Odense, Kaj Skjølstrup.