Reparationsræset kører i hele maj måned. I bæredygtighedens tegn, skal vi se hvor mange reparationer vi kan lave i Odense – både hjemme og på reparationscaféerne rundt om i byen.

Reparationer er godt for miljøet, pengepungen og så kan der opstår gode snakke, når man er sammen om det. Om det er huller i bukserne, løs forbindelse i lommelygten, ny ledning på køkkenmaskinen eller julepynten som skal limes, så er det nu du skal sætte ind.

Fra d. 24. april 2024 og gennem hele forløbet modtager deltagerne ugentligt en mail hver onsdag, med guides om at lave reparationer, hvordan og hvor man deltager i repair cafeer rundt om i byen. Og ikke mindst hvordan man løbende skal indrapportere reparationerne. 

Deltagerne bliver taget i hånden hele vejen og alle kan deltage. Det er lige meget, om man er nybegynder eller ekspert i at reparere, deltager alene eller sammen med andre. 

I BRONX vil man kunne se en fysisk tæller for de udførte reparationer, som vil være bygget af genbrugsmaterialer fra Zirkel. Den opdateres hver onsdag. 

Tælleren vil også kunne ses på Repair Cafés hjemmeside. 

Bag projektet står Repair Café Odense, Bronx og Odense Renovation, som løbende opdaterer via Facebook.

Den 1. maj starter Raparationsræset ud med en repair cafe hos Multihuset Rising, Påske Løkkevej 9. De planlagte repair caféer med offentlig adgang kan ses via googlekalender her: https://llk.dk/25djbb

Inviter din nabo med

Alle kan deltage i Reparationsræset. Du inviterer naboen, kollegaer, familien med til Repair Cafe eller lave jeres egen. I kan tilmelde jer samlet eller enkeltvis, bare I får rapporteret antal af reparationer. 

Tilmelding foregår her: https://repaircafeodense.dk/da/the-repair-race/

Reparationsræset afsluttes selvfølgelig med en målfest. D. 31. maj lægge Bronx hus til en festlig sammenkomst i bedste genbrugsstil, hvor der vil være mulighed for at udstille reparerede ting i reparationsgalleriet. Der kommer mere info ud til tilmeldte i de ugentlige mails om målfesten.

Foto: ABW