Experimentarium og Norlys har sammen udviklet ”Jagten på den gode energi” – en ny interaktiv oplevelse til Norlys’ nylancerede netværk af ladeparker. Samarbejdet er samtidig starten på Experimentariums nye strategi for at blive landsdækkende.
I dag, den 22. april 2024, åbner Norlys den første af 15 planlagte ladeparker. Det sker på det trafikale knudepunkt Drejebænken ved Odense.
De nye ladeparker er designet til at være et pusterum på farten for elbilisterne med fokus på, at en Norlys-opladning skal være en oplevelse, og at ”ladetid skal være kvalitetstid”.
Norlys og Experimentarium har sammen udviklet oplevelsen ”Jagten på den gode energi” til det nye netværk af ladeparker. Oplevelsen lægger op til leg, bevægelse og fællesskab – mens elbilen bliver ladet op!
”Vores ønske er at styrke nærheden mellem voksne og børn – og samtidig vække deres lyst til at lære om de energiteknologier, der er en så vigtig del af den grønne omstilling,” siger Kim Gladstone Herlev, adm. direktør på Experimentarium.
Ideen bag ”Jagten på den gode energi” er, at god energi altid er værd at gå på jagt efter! Der er god energi i vind og sol – og i at gøre det rigtige for klimaet. Der er god energi i, at vi bevæger os og lærer nyt, og der er god energi i at være sammen med dem, vi holder af.
”Ladeglæde” skal få flere til at vælge elbilen til
Ifølge Ellen Trolle, direktør i Norlys’ ladestanderforretning, skal de nye ladeparker gerne få flere til at skifte til elbil.
”Vores lynladere er hurtige, men det tager bare lidt længere tid at lade end at tanke en traditionel brændstofbil. Vi indretter derfor vores ladeparker sådan, at du ikke skal sidde og trille tommelfingre eller jonglere med børn, der keder sig på bagsædet. Vi håber med vores koncept at sætte en helt ny standard for, hvordan man skaber ”ladeglæde” og derved motiverer endnu flere danskere til at tage springet til elbil,” siger Ellen Trolle.
Experimentarium har fået ”vokseværk”
Samarbejdet med Norlys markerer et nybrud for Experimentarium, der siden oprettelsen i 1991 primært har haft fokus på at drive og udvikle det populære oplevelsescenter i Hellerup.
Samarbejdet med Norlys er således den første konkrete indsats under en ny ambitiøs strategi, kaldet ”Vokseværket”, der skal gøre Experimentarium landsdækkende gennem nyudviklede digitale og fysiske oplevelser samt spændende, utraditionelle samarbejder.
”Samarbejdet med Norlys giver utroligt god mening i lyset af vores nye strategi. Experimentarium gør det sjovt at lære om den vigtige rolle Norlys og energiteknologier spiller i den grønne omstilling – og til gengæld får vi gennem Norlys en platform og en rækkevidde, der gør, at vi kan nå børn og voksne langt uden for vores eget nabolag,” siger Kim Gladstone Herlev.
Jagten på den gode energi kan opleves til sommer
Ladeparken på Drejebænken ved Odense åbner i første omgang uden ”Jagten på den gode energi” – de interaktive oplevelser forventes at stå klar til sommer.
“Jagten på den gode energi” vil herefter blive rullet ud til udvalgte ladeparker i takt med, at Norlys etablerer sit netværk. De interaktive oplevelser vil variere i type og antal på den enkelte ladepark.