Har du et barn, som kan lide science og spændende eksperimenter? Så sæt kryds i kalenderen i uge 27 eller 32, hvor LIFE Fonden holder LIFE Sommer Lab i Odense. Tilbuddet er gratis, og tilmeldingen er åben nu for alle børn, som skal begynde i 4. eller 5. klasse efter sommerferien.
Børn fra Odense og omegn kan slippe deres indre opfinder løs, når LIFE Fonden inviterer til LIFE Sommer Lab i uge 27 og 32. Sommerferietilbuddet er gratis og for alle, som efter sommerferien skal gå i 4. eller 5. klasse. Det foregår i LIFE Fondens nye undervisningslaboratorium LIFE Lab Syddanmark ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense.
Det er andet år i træk, at LIFE Fonden holder LIFE Sommer Lab i Odense med temaet ’Kan det flyve?’. Børnene skal blandt andet bygge og affyre deres egne raketter og styre en flyvemaskine gennem virtual reality.
”Børnene eksperimenterer og lærer om, hvad der får ting til at flyve, og hvordan man fx skaber fart, opdrift og rotation i en raket. Men vigtigst af alt har de det sjovt og får en god oplevelse med science sammen,” siger Esben Eriksen, som er teamleder for LIFE Fondens undervisere i Region Syddanmark.
”Sidste år kom deltagerne primært fra Odense, men også fra rundt om på Fyn. Nogle havde endda taget turen fra Kolding. Det var fantastisk at opleve deres nysgerrighed og begejstring, og vi glæder os til at give endnu en flok skønne børn en god sommerferieoplevelse,” siger han.
Tilmeldingen er åben nu på hjemmesiden life.dk. Der er plads til i alt 80 børn fordelt på fire hold, som hver deltager i to sammenhængende dage. LIFE Fondens egne undervisere står for aktiviteterne sammen med en lærerstuderende fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.
80 stolte raketbyggere
Formålet med LIFE Sommer Lab er at give børnene sjove oplevelser med naturvidenskab og teknologi og styrke deres interesse for området. Det hele kulminerer på andendagen, hvor deltagernes forældre kommer forbi og ser børnene fyre deres raketter af.
”Der var fuld knald på, da børnene byggede raketter sidste år. De tester og justerer dem, indtil de har et resultat, som de er stolte af. Det giver en succesoplevelse og en følelse af, at det her med naturvidenskab og teknologi – det kan de faktisk godt finde ud af,” siger Esben Eriksen.
LIFE Fonden holder også LIFE Sommer Lab i Aalborg og Lyngby. En af sidste års deltagere var 10-årige Filippa Viktoria Jimenez Ravn-Christensen.
”Det har været rigtig sjovt – især VR, fordi det føltes som om, man rent faktisk var ude at flyve i rigtige flyvemaskiner. Jeg har også lært at kode en micro:bit. Jeg kan anbefale det til andre, fordi det er sjovt, og man får nye venner,” sagde hun efter LIFE Sommer Lab i 2023.
LIFE Sommer Lab i Odense er lavet i samarbejde med UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.
Om LIFE Sommer Lab i Odense
- Fire hold deltager over hver to dage fra klokken 9-14 i uge 27 og uge 32.
- Foregår i LIFE Lab Syddanmark ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Niels Bohrs Alle 1, 5230 Odense M
- Alle børn, der skal begynde i 4. eller 5. klasse efter sommerferien, kan deltage.
- Tilmelding skal foretages af barnets forældre via life.dk/life-sommer-lab-24