Tinderbox, Skanderborg og Roskilde optræder de ikke på endnu, men til gengæld har odenseanerne nu mulighed for at opleve de store talenter fra Odense Musikskole, når der afholdes Musikskolens Festival den 25. maj.

Odense Musikskoles årlige festdag er lige om hjørnet, og igen i år er der masser af kultur og festivalstemning i vente.

Lørdag den 25. maj kl. 10.30 spiller musikskolens bigband dagen godt i gang fra den store udendørs scene, inden alle fem scener bliver taget i brug til alt fra guitarspil og sang til violinspil og folkemusik.

Der er altså noget for enhver smag, både musikalsk og blandt de madboder, der vil være på Østre Plads på Danmarksgade 10, og store som små er velkomne på dagen. Det er gratis at deltage.

Musikskoleleder Uffe Most glæder sig som altid til dagen og håber på at kunne give de mange besøgende et godt indblik i alle de forskellige slags instrumenter og musikgenrer, man kan blive dygtig til på Odense Musikskole. For ham er det vigtigste budskab med dagen, at musik er for alle, og at alle kan være med, hvis de har lyst.

Til Musikskolens Festival kan man opleve en kæmpe mangfoldighed af genrer, når børn i alle aldre udfolder deres musikalske glæde og kunnen for deres forældre, bedsteforældre og søskende og for publikum i det hele taget. Det at spille musik er også noget, man gør for andre. Musikalsk udfoldelse af enhver art giver børn og unge følelsen af overskud, gåpåmod, handlekraft og glæde ved livet, fortæller han og uddyber:

Publikum kan høre instrumenter, som de ikke hører til dagligt, og det er dejligt at mærke, når alle kommer med et åbent sind overfor alle musikalske fremtrædelsesformer. Vi håber, at dagen også kan gøre endnu flere børn og unge nysgerrige på at udforske musikkens verden og selv melde sig til musikskolen for at lære at spille et instrument. 

Kort om Musikskolens Festival

  • Musikskolens Festival foregår lørdag den 25. maj kl. 10.30-14.30 på Østre Plads, Danmarksgade 10, 5000 Odense C
  • Det er gratis at deltage, og alle er velkomne
  • Du finder dagens program her

 

Musikskolens Festival. Foto: Ard Jonsma