Med respekt for historien og mod på fremtiden – sådan lyder overskriften på Odense Teaters store renovering og modernisering. Nu har teatret valgt den totalrådgiver, som skal gøre planerne til virkelighed.

Fredag den 31. maj markerede en milepæl i Odense Teaters omfattende renovering og modernisering af scene- og publikumsområder. Her underskrev teatret nemlig aftalen med den totalrådgiver, som skal stå i spidsen for projektet til 100 millioner kroner.

Det er Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma, der har vundet udbuddet, og som skal løse opgaven sammen med et stærkt team bestående af arkitektfirmaet Kjaer og Richter, scene- og teaterteknisk rådgiver FullScale samt akustikrådgiver Riis Akustik.

Store forventninger til samarbejdet

– Vi er utroligt begejstrede for at være i mål med dette helt afgørende første skridt af vores store renoveringsprojekt. Med Søren Jensen og deres hold om bord er jeg overbevist om, at vi får gjort visionerne om moderne sceneteknik og bedre faciliteter for medarbejdere og publikum til virkelighed, mens vi bevarer og sikrer teatrets historiske arv, siger teaterdirektør Jacob Schjødt.

Han bliver bakket op af Odense Teaters bestyrelsesformand Mette Sigaard:

– Vi får et teater, som er klar til fremtidens scenekunst i et mere tilgængeligt hus, der samtidig bevarer sit smukke udseende og trækker mange tråder tilbage til historien. Jeg glæder mig til at følge arbejdet, og jeg kan på hele bestyrelsens vegne ikke takke vores fondspartnere A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond nok for, at de har gjort denne enestående forvandling mulig.

Selve renoveringsarbejdet begynder efter planen i efteråret 2025, men Søren Jensen og holdet går ikke bare og venter på at komme i gang. Nu begynder arbejdet med at registrere de eksisterende forhold på Odense Teater, projektere hele forløbet samt ikke mindst lave udbud til de enkelte entreprenører, som skal udføre opgaverne.

– Vi er utroligt stolte over at få muligheden for at realisere renoveringen af Odense Teater, og vi ser frem til et tæt samarbejde med bygherre samt de daglige brugere af huset. Vores erfarne team af rådgivere og scenespecialister vil understøtte projektets bæredygtige ambitioner, gøre teateret topmoderne ift. bl.a. sceneteknik, lys, lyd og video samt mere udadvendt og favnende, siger Projektdirektør Max Haugaard.

Teatret spiller under ombygningen

Under renoveringen vil Odense Teater fortsat præsentere forestillinger. Her vil teatret dels benytte Teatersalen i ODEON samt lokationer i Odense, hvor der aktuelt foregår drøftelser om muligheder med forskellige aktører. Dermed vil Odense Teater kunne præsentere en række egenproduktioner og et udvalg af gæstespil – også i sæson 25/26, hvor arbejdet foregår.

Projektet og finansieringen

Renoveringsprojektet omfatter flere afgørende forbedringer, hvoraf de vigtigste er:

Opdatering af sceneteknologi, inklusive lys, lyd og scenemekanikker.
Forbedring af publikumsfaciliteter, herunder siddepladser og tilgængelighed.
Modernisering af foyer- og publikumsområder til en mere indbydende atmosfære.
Forbedringer af teatrets bæredygtighed og energieffektivitet.

Projektet har en økonomi på 100 millioner kroner, som er finansieret således:

A.P. Møller Fonden: 80 millioner kroner
Augustinus Fonden: 10 millioner kroner
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond: 5 millioner kroner
Odense Teaters egne midler: 5 millioner kroner

På Odense Teaters hjemmeside finder du yderligere information og opdateringer om renoveringsprojektet.

Pressefoto