Ledige med en ikke-vestlig baggrund skal i job, og derfor åbnede Odense Kommune i dag Job- og integrationshuset som det første af sin slags i Danmark. Fremover skal nyankomne borgere med en ikke-vestlig baggrund være i praktik eller undervises 37 timer om ugen i sprog, sundhed og danske forhold. Job- og integrationshuset er også for ikke-vestlige borgere, der har været ledige i flere år.
I en gammel industribygning midt i Odense vil ledige borgere med en ikke-vestlig baggrund fremover blive bedre klædt på til at kunne få et job og forsørge sig selv.
– Det er ekstremt vigtigt både for nyankomne flygtninge og ikke-vestlige borgere med lang ledighed, at vi som kommune gør en ekstra indsats for at få dem i job. Vi mener, at vejen til trivsel og aktiv deltagelse i det danske samfund går via fast arbejde. Derfor sætter vi ekstra hårdt ind både overfor de nyankomne og dem, der har siddet fast i ledighed i årevis, siger beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt.
Første kommune til at indføre 37 timers arbejdspligt
Det nye Job- og integrationshus skal fremover være omdrejningspunkt for kommunens indsats til ikke-vestlige ledige og blev tidligere i dag indviet med deltagelse af vicestatsminister Troels Lund Poulsen.
Som noget nyt skal nyankomne ledige møde op i Job- og integrationshuset 37 timer om ugen, medmindre de er i praktik eller modtager sprogundervisning et andet sted i byen. Resten af tiden bliver de undervist i arbejdsmarkedsforhold, sundhed og det danske samfunds indretning.
– Vi bliver den første kommune i landet til at indføre en 37 timers arbejdspligt, og det sker godt et halvt år før, regerings arbejdspligt træder i kraft. Jeg håber, vores intense tilgang bliver en succes, som andre kommuner kan lade sig inspirere af, siger beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt.
Borger tager godt imod Job- og integrationshuset
Borgerne vil være knyttet til Job- og integrationshuset, indtil de får varig beskæftigelse. Derfor vil nogle borgere kun have deres gang i huset i få uger, mens andre har brug for at gå der i længere forløb.
Den fulde arbejdsuge skal gøre det til en naturlig del af hverdagen for de nyankomne at stå op om morgenen og gå på arbejde, for hvis man ikke møder op, risikerer man at bliver man sanktioneret.
En af de borgere, der allerede har haft gode erfaringer med det nye Job- og integrationshus, er den 32-årige ukrainer, Dmytro Malanchak. Efter få uger i Job- og integrationshuset fandt han job som depotmedarbejder hos logistikvirksomheden GLS, hvor han begyndte i sidste uge.
– Folkene i Job- og integrationshuset har virkeligt været hjælpsomme, og det er jeg meget taknemmelig for. De hjalp mig blandt andet med at forberede mig til jobsamtalen, så jeg selv kunne gennemføre den, siger Dmytro Malanchak.
Sundhed spiller en central rolle
I Job- og integrationshuset spiller det sundhedsfaglige aspekt lige så central en rolle som samfundsforhold, kendskab til arbejdsmarkedet og vejledning i jobsøgning.
– Det er vores erfaring, at jo bedre man kender sig selv, sin fysik og sit mentale helbred, jo lettere har man ved at finde et job og beholde det. Samtidig er det vigtigt at slå fast, at man godt kan gå på arbejde, selv om man har lidt ondt i foden eller albuen, siger koncernchef Gorm Hjelm Andersen fra Odense Kommune.