Det er nu officielt, at Women in Front er national vinder og dermed Danmarks kandidat til at vinde dette års European Entreprise promotion Award (EEPA). Til EEPA fejres de bedste af de bedste inden for europæisk erhvervsfremme-initiativer, samt ideerne og visionerne fra unge europæiske iværksættere.
Næsten 300 kvindelige iværksættere er i dag en del af erhvervsnetværket, Women in front. Erhvervsnetværket blev etableret i marts 2023 og opbakningen har været enorm, hvilket vidner om at kvindelige iværksættere kan se værdien i, at mødes med hinanden, og dele både udfordringer og muligheder.
I dag er det kun omkring hver fjerde iværksætter i Odense, som er en kvinde. Den ulige kønsfordeling peger på, at der er et stort uforløst potentiale blandt kvinderne, og derfor giver det rigtig god mening, at søsætte initiver for at få flere kvinder til at vælge iværksætterlivet.
– Vi vil rigtig gerne være Danmarks bedste by at være iværksætter i, og netværket er etableret med ønske om, at endnu flere får den nødvendige hjælp til at udleve den drøm. Noget af det, som nogle af de kvindelige iværksættere i Odense har fremhævet som en barriere for dem, er at have adgang til det rigtig erhvervsnetværk. Det har vi sat os for at skabe sammen med dem, og når vi så i det her netværk samtidigt får mulighed for at fremhæve nogle inspirerende kvindelige rollemodeller og italesætte nogle af de temaer, som især kvinder oplever som strukturelle barrierer, så går det for mig at se op i en højere enhed, siger Borgmester, Peter Rahbæk Juel
Netværket er skabt for at styrke og inspirere kvindelige iværksættere. Fællesskab skaber en platform for kvindelige rollemodeller inden for erhvervslivet, og fremmer vækst og netværkssamarbejde for kvinder, der driver deres egne virksomheder i Odense.
– Jeg synes det er helt fantastisk, at så mange kvinder har lyst til at være en del af dette netværk. Som facilitator af netværket kan jeg jo se og høre, at det gør en forskel. Vi har formået at skabe et fællesskab, hvor man kan mødes og dele både stort og småt i relation til det at drive en virksomhed. Kvinder har blandt andet brug for at blive inspireret af andre kvindelige rollemodeller, og dem kan de møde i det her netværk. Det er et godt sted at hente inspiration eller at skabe nye værdifulde relationer. Netværk er virkelig vigtigt for en iværksætter, siger Anne Mejdal, Netværksfacilitator Women in front
Women in front er indstillet i kategorien ‘Promoting the Entrepreneurial Spirit’, som anerkender initiativer som fremmer iværksætteri specielt blandt unge og kvinder.
Award-showet finder sted d. 18-20 november i Budapest, og først her afsløres det, om det odenseanske initiativ kan hive den internationale pris hjem til Danmark.
Baggrund
Women in Front er etableret på baggrund af en ekstern analyse “Kvindelige iværksættere i Odense Kommune” lavet af IRIS Group. Analysen er et metastudie af eksisterende forskning og analyser, samt fokusgruppeinterviews af iværksættere og iværksætteraktører i Odense Kommune.
Analysen viste følgende strukturelle barrierer:
• Adgang til kapital (under 2% af kapitalen går til kvindelige iværksættere i dag)
• Manglende professionelt netværk
• Mangel på kvindelige rollemodeller
• Økonomisk usikkerhed
• Lavere tiltro til egne evner
• Work-life balance