I hele november kan du anonymt indlevere ulovlige våben til politiet, uden at det medfører sigtelse for ulovlig våbenbesiddelse – en såkaldt Frit Lejde-aktion.
”Vores mål er at få så mange våben som muligt ud af cirkulation her i politikredsen. Ethvert våben afleveret til politiet er ét våben mindre ude i samfundet. Et våben kan falde i forkerte hænder – fx ved indbrud – og kan anvendes af kriminelle som rockere og bandemedlemmer til alvorlig kriminalitet eller skyderier i det offentlige rum til fare for andre. Så vi håber, at mange vil benytte lejligheden til at aflevere deres våben,” siger vicepolitiinspektør Søren Frederiksen fra Fyns Politi.
Fyns Politi tager imod våben på politistationen på Thulevej 27 i Odense. Det sker ved indgangen til hittegodskontoret. Der vil være åbent for aflevering af våben mandag til torsdag klokken 10.00 til 17.00 og fredag fra klokken 08.00 til 14.00.
Våbnene må af sikkerhedsmæssige hensyn ikke stilles uden for politistationerne, men skal afleveres i ekspeditionen. Dette kan gøres helt anonymt.
”Straffen for ulovlig våbenbesiddelse er høj. Vi vil derfor opfordre til, at man afleverer sit våben, mens det er muligt. I hele november kan man aflevere ulovlige våben til politiet helt anonymt og uden man risikerer sigtelse for ulovlig våbenbesiddelse,” siger Søren Frederiksen.
Hvis du er i besiddelse af særligt farlige genstande – fx granater, eksplosiver m.v. – skal de ikke transporteres til politiet, da det er for risikabelt. Hvis du er i besiddelse af særligt farlige genstande, skal du kontakte politiet på telefon 1-1-4, som sørger for afhentning. Afleveringen sker fortsat anonymt og straffrit.
Læs mere her:
Politiet tilbyder frit lejde til at aflevere ulovlige våben | Nyheder | Fyns Politi