2024 blev det år, hvor flest gæster nogensinde overnattede på Fyn og Øerne. 5,1 millioner overnatninger blev det til i alt. Et tal, der klinger godt i ørene på hoteller, attraktioner og alle andre, der driver deres forretning med turisterne for øje – men også hos fynboerne selv. De bakker nemlig ret massivt op om turismen og er mere glade for at få besøg end gennemsnitsdanskeren.

5.121.942 overnatninger på de fynske hoteller, vandrehjem, B&B’s, campingpladser, lystbådehavne og i private hjem, der udlejes via Airbnb. Destination Fyns netop opgjorte tal fra Danmarks Statistik og Air DNA er positiv læsning for den fynske turismebranche, men også for den almindelige fynbo.

Med en stigning på 2 pct. i antallet af overnatninger sammenlignet med 2023, slår 2024 det hidtidige rekordår 2022 med et mulehår. Og selvom det betyder, at flere trækker på vores fynske herligheder, er der ingen grund til bekymring. Fynboerne er nemlig mere positivt stemt for turisterne end den gennemsnitlige dansker. Det viser en frisk undersøgelse foretaget af VisitDenmark og Epinion.

– Mange steder i verden taler man om overturisme og generelt faldende opbakning fra lokalsamfundet til turismen. Det er ikke tilfældet på Fyn og Øerne. At fynboerne har så positivt et syn på turismen, er vi naturligvis rigtig glade for og stolte af. Vi tror på, at det faktisk kan lade sig gøre at skabe turismetiltag, der både kommer vores gæster og lokalsamfundet til gode. Et godt eksempel på det er den nye skiltning af cykelinfrastrukturen, som vi får på hele destinationen med udfoldelsen af Danmarks rekreative cykelnet, siger Tue Kempf, der er direktør i Destination Fyn.

Flertallet af fynboerne mener, at antallet af turister er passende i deres lokalområde. Og blandt de, der ikke er tilfredse med antallet, er der faktisk flere, som mener, at der er for få end for mange. 78 pct. af fynboerne vurderer, at turismen har flere positive end negative konsekvenser for samfundet, og set over de sidste tre år er det en opfattelse, der har vundet bredere indpas i det fynske. På landsplan ses en tilbagegang.

Det virker desuden som om, turisterne faktisk kan mærke, at fynboerne er glade for at få gæster. For kærligheden er gensidig.

Den seneste større undersøgelse af turisternes tilfredshed fra 2022 viser, at fynboernes imødekommenhed og venlighed er et væsentligt trækplaster og noget af det, som turisterne på Fyn er allermest begejstrede for.

– Rekorden er en fantastisk nyhed. Tallene afspejler, at skinnerne er lagt til at fortsætte det stærke samarbejde om udviklingen af turismen på tværs af Fyn og Øerne. Det glæder vi os til at knokle videre for – sammen med vores dygtige turismevirksomheder og de ti engagerede fynske kommuner. Alt sammen med vores fælles udviklingsplan som pejlemærke, siger Tue Kempf.

Det er fjerde år i træk, Epinion og VisitDenmark undersøger danskernes opbakning til turismen. Undersøgelsen bygger på 8.731 interviews, hvoraf de 798 er foretaget på Fyn og Øerne.

Turismen på Fyn og Øerne genererer årligt en omsætning på ca. 10,5 mia. kr. og skaber ca. 10.400 fuldtidsjobs.

 

Foto: Den Fynske Landsby. Ard Jongsma / Still Words