100 aktiviteter over 24 timer spænder fra ballet over performancekunst til en tur rundt i kulisserne på Danmarks Jernbanemuseum
Kulturens Døgn lægger fra land med et op mod ni meter stort kunstværk i forhallen på Odense Rådhus, hvor den prisbelønnede billedkunstner og tegner Kasper Købke guider borgerne på vej mod det færdige værk med alt, hvad der gør Odense til netop vores by: Hverdagens øjeblikke, byens vartegn, din yndlingsplet og dine drømme for fremtiden.
I sagens natur spænder Kulturens Døgn over 24 timer, og i år rummer det 100 aktiviteter fra ballet i Odense Letbane over performancekunst hos Det Fynske Kunstakademi til et kig ind de ellers lukkede områder på Danmarks Jernbanemuseum.
– Jeg glæder mig i den grad til at være med og mærke byen sprudle af liv i løbet af de 24 timer. Vi har et dejligt, varieret program, hvor borgerne både kan være publikum, deltage aktivt og i det hele taget få et nyt blik på kendte og mere ukendte sider af vores dejlige by, siger rådmand Søren Windell.
Rådmanden åbner Kulturens Døgn ved at sætte den første streg på kunstværket i rådhushallen fredag den 25. april klokken 16, og herefter står tegneren og underviseren Kasper Købke klar til at hjælpe borgerne med tips og tricks frem til fredag aften og igen dagen efter. Kulturens Døgn slutter i øvrigt, når rådmanden sætter den sidste streg på værket lørdag kort før klokken 16.
Billedkunstneren Kasper Købke bor i Næsby og har gennem 17 år specialiseret sig i at forvandle historier til detaljerede blyantsværker, og han har faciliteret kreative processer med mere end 10.000 børn og voksne landet over. Derfor kan han også give et godt råd til skitser og teknik, hvis man skulle være usikker på sit eget bidrag til Odenses nye kunstværk under Kulturens Døgn.
Som odenseaner glæder han sig til at være en del af Kulturens Døgn og sætte fokus på det specielle ved byen:
– Alle kan være med – børn og voksne, øvede og uøvede – til at skabe Byens Kunstværk – og jeg glæder mig til at se resultatet – et unikt kunstværk – når vi er færdige lørdag eftermiddag, siger Kasper Købke.
I byens rådhus får borgerne mulighed for at følge events både i rådhushallen, men også i byrådssalen, der til daglig er forbeholdt de 29 politikere, ligesom man kan afprøve forskellige former for fritidstilbud inden for kunst og kultur i nogle af rådhusets øvrige smukke lokaler.
Udenfor bugner byen af tilbud fra ballet i Odense Letbane over midnatskoncert med Erik Apollo på Studenterhus Odense til udstilling af performancekunstneren Crispin Norholt på Det Fynske Kunstakademi i Jernbanegade.
Kulturens Døgn – et samarbejde mellem byens kulturaktører
Kulturens Døgn er et samarbejde mellem Odenses mange kulturinstitutioner, kunstnere, foreninger og kreative ildsjæle. Fra de store institutioner til de mindre initiativer bidrager alle til at sammensætte et program, der afspejler byens mangfoldige og dynamiske kulturliv.
Kulturmaskinen blev i februar 2024 tildelt ansvaret for at koordinere Kulturens Døgn og arbejder tæt sammen med byens kulturaktører og kunstnere for at inkludere så mange events og aktører som muligt. I 2024 resulterede det i over 50 arrangementer rundt omkring i byen på rekordtid, og mere end 50 kulturaktører med 100 arrangementer har tilmeldt sig for 2025.
Et helt døgn fyldt med kulturelle aktiviteter og arrangementer
Kulturens Døgn starter d. 25. april kl. 16 og slutter igen d. 26. april kl. 16.
Lokationer: Primært midtbyen – aksen fra HCA’s Hus ned gennem gågaden og ud mod zoo, samt aksen fra Filosoffen og ned mod havnen/Byens Ø.
Kulturens Døgn skabes af og med Odenses kulturaktører og kunstnere.
Programmet på hjemmesiden bliver løbende opdateret med nye begivenheder, helt op til afviklingsdatoen. www.kulturensdøgn.dk
Målgruppe: Der er noget for alle aldersgrupper uanset interesse.
