Nye kunstportaler skal skabe liv og kultur på et internationalt niveau i Odense og give mulighed for at udforske byens skjulte indgange.
Det skal være mere spændende at gå på opdagelse i bymidten af Odense og opdage nye sider af byen – selv for dem, der tror, at de kender byen ud og ind.
Derfor har Odense Byråd godkendt udviklingsplanen “På oplevelse i Odenses passager”. Planen er forankret i den overordnede udviklingsplan for turismen på Fyn og Øerne, der har Destination Fyn som tovholder og støtte fra Realdania, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og Dansk Kyst- og Naturturisme. Planen er også et første åbningstræk i arbejdet med fremtidens bymidte, der er forankret under Bystrategi 2023.
Planen “På oplevelse i Odenses passager” tager afsæt i visionen om at gøre Odense til en international kulturstorby med flere gæster i længere tid gennem et fokus på at forbinde oplevelsesnetværket i Odense bymidtes mange passager.
– Vi arbejder hele tiden på, at Odense skal være en spændende og attraktiv by, hvor man naturligt har lyst til at gå på opdagelse – uanset om man bor, arbejder eller besøger byen. Nu har vi en fælles retning for, hvordan vi kan binde byen tættere sammen i ét sammenhængene oplevelsesnetværk med åndehuller, byrum, grønne oaser og kunstneriske oplevelser. Herfra bliver opgaven at omsætte gode visioner til virkelighed, så vi i fremtiden kan stå med en endnu mere levende og overraskende by, hvor kultur og oplevelser bidrager til, at endnu flere turister får øjnene op for vores by, siger borgmester Peter Rahbæk Juel.
44 kunstportaler
En af de centrale indsatser i planen er projektet med 44 kunstportaler. Initiativet sigter mod at omdanne alle 44 portindgange i bymidten til kunstportaler med kunstudsmykninger. Her er der mulighed for, at en dygtig og anerkendt kurator vil blive udvalgt til at udvikle en strategi for realiseringen af kunstportalerne, som forventes at blive en stor turistattraktion og øge interessen for at udforske Odense.
– Vi skal hoppe med på streetartbølgen, der omfavner kunst i offentlige rum, og her kan vi bruge passagerne som kunstportaler, som kan trække turister til byen. Det vil styrke Odenses identitet som international kulturstorby. Disse portaler vil ikke kun være en fryd for øjet, men også en attraktion, der inviterer både lokale og turister til at udforske byens skjulte indgange – det vil være som at træde ind i en anden verden og opleve byen på ny. Det vil også være med til at skabe opmærksomhed i de dele af midtbyen, hvor man normalt ikke har så mange gæster, siger by- og kulturrådmand Søren Windell.
Grønne baggårdsoaser
En anden vigtig indsats er grønne baggårdsoaser, som over tid vil forvandle byens baggårde til grønne byrum fyldt med liv og kultur. Oaser, der kan bidrage til naturlige møder mellem lokale og gæster, som er det, mange turister i dag vælger rejsemål efter. I planen er der udvalgt fem baggårde, der har potentiale til at blive udviklet til grønne oaser, hvor lokale og gæster kan trække sig tilbage fra byens puls og nyde en fredelig atmosfære.
– Det er nogle virkeligt spændende perspektiver, der ligger i planen om at bruge internationalt appellerende kunst til at give turistoplevelsen i Odense et kæmpe løft. Det passer rigtig godt ind i den samlede udviklingsplan for turismen på Fyn og Øerne. Nu kan Odense nemlig for alvor blomstre som områdets kulturhovedstad og et vigtigt trækplaster både for de internationale turister og gæster fra hovedstadsområdet, som vi har en erklæret målsætning om at øge antallet af”, siger direktør i Destination Fyn Tue Kempf.
I dag leder mange af portene ind til baggårde eller passager, som i øjeblikket ikke inviterer til lange ophold, men som med lidt hjælp kan blive til grønne byrum med træer og plads til sociale aktiviteter, og de vil også på sigt kunne bruges til at skabe mere liv i byen med eksempelvis små loppemarkeder, private erhvervsdrivende i form af butikker og cafeer, unikke kulturoplevelser eller lignende. Flere oplevelsesrige byrum vil bidrage til byens vækst, både gennem tiltrækning af flere gæster, og gennem de mange afledte effekter af et blomstrende kulturliv.
Initiativet med kunstportalerne er et vigtigt skridt mod at realisere visionen om en international kulturstorby og vil styrke forbindelserne mellem Odense, Fyn og Øerne.
Du finder planen på siden her: Strategisk-fysisk udviklingsplan ’På oplevelse i Odenses…
