Odense får snart en helt ny bydel: Gartnerbyen. Entrepenør-firmaet H. Skjøde Knudsen A/S er i gang, og det 135.000 m2 store byggeprojekt bliver til boliger for alle, både unge, børnefamilier og ældre. Det fortæller TV2 Fyn.

– Vi synes, at det er et rigtig spændende projekt, og vi glæder os rigtig meget til det her. Vi ser mange muligheder i området, og det bliver sådan et lidt blandet kvarter. Det bliver ikke rent betonbyggeri, hvis det er det, man tænker. Det bliver spændende arkitektur, siger Lars Friis Christensen, direktør for H. Skjøde Knudsen A/S til TV2 Fyn.

De ca. 1.000 nye boliger suppleres med et lokalcenter på 3.000 m2 og en park.

Hvis der er politisk opbakning til projektet, vil arbejdet med Gartnerbyen sandsynligvis starte i slutningen af 2017.

Arkitemas forslag for bygherren AP Pension vandt konkurrencen om at opføre tre bygninger i den sydlige ende af bydelen, der strækker sig fra Odense Rådhus mod nord. Målet er at binde byen sammen på ny, således at den fremstår som et attraktivt og levende sted for byens borgere og brugere.

Foto: Arkitema Architects