Årets dyrskue er slut og tilbagemeldingerne fra publikum og udstillere er positive. Forandringerne på dette års dyrskue er blevet modtaget med stor begejstring hos både udstillere og besøgende. Flere debatter og et større fødevaremarked er blandt udviklingspunkterne til 2020.
Dyrskuet skabte dialog og de nye rammer viste sine værdier
Dette års dyrskue var anderledes på mange måder. Dels var vejene gjort smallere, så publikum og udstillere fik en mere intim stemning. Veterantraktorerne var samtidig rykket ind centralt på pladsen og den store Skyliner var placeret med fødevaremarkedet herunder og halmborgen var lavet om til en halmlabyrint til glæde for de mange tusind børn, der besøgte dette års dyrskue. Bag Skylineren var der tænkt sidde- og aktivitetsområder ind, der var bygget op af mere end 1200 paller, som de besøgende også benyttede sig flittigt af.
Fødevaredelen fungerede efter planen og alle bad om mere i den retning. Antallet af besøgende på fødevaremarkedet var positivt. På erhvervs- og dyreudstillingerne havde de også et positivt antal besøgende – specielt fredag og søndag. Her var muligheden for at komme tæt på dyrene og traktorerne det helt store trækplaster.
Olga var vild med maskinerne
Én af de familier der besøgte dyrskuet, og var vilde med maskin- og dyreudstillingen, var Familien Bjørn.
Far, Rasmus Bjørn, var på dyrskuet om søndagen sammen med hans kone og 2 børn Olga og Otto. Olga, der er den yngste på 2 år, er indlagt på OUH med en hjernetumor og har været indlagt i de sidste 16 måneder. Det Fynske Dyrskue har et samarbejde med OUH og Tryllebjerget, hvor alle indlagte børn har mulighed for at komme gratis på dyrskue. Dette samarbejde nød familien godt af, da de søndag besøgte Det Fynske Dyrskue og gik derfra med mange gode oplevelser.
– Olga bliver snart 2 år og har en storebror på 4 år, så han nyder godt af muligheden for at komme lidt væk. Vi var afsted hele søndagen og børnene var vilde med dyrene og maskinerne. Olga nød at sidde i maskinerne og trykke på alle knapperne, siger Rasmus Bjørn.
Specielt klappekalvene ved Centrovice og de store maskiner vakte begejstring hos Olga. Ændringerne på pladsen bliver også bemærket af Rasmus Bjørn, som var glad for den naturlige cirkulation, den nyindrettede plads gav.
– Vi er super glade for muligheden og blev taget godt imod ved billetsalget. Der var en følelse af at kunne gå i ring, så man fik set det hele – og så er det bekvemt at kunne hygge sig samtidig med fortsat at være tæt på sygehuset. Lå dyrskuet på Midtfyn, så var vi ikke kommet afsted, siger Rasmus Bjørn.
Olgas storebror Otto var specielt vild med de små kvæg ovre i staldene. For Olga var maskinerne det store hit og alt hvad der kunne styres, navigeres og siddes på, kom hun omkring.
Dialog og forandring
Dette års dyrskue har været markant anderledes på flere områder. Det har været helt væsentligt for ledelsen og bestyrelsen at fastholde det traditionsrige dyrskue med dyrene og maskinerne og supplere op med et gedigent fødevaremarked, som bestemt ikke forventes at blive mindre til næste år.
Der er skabt mange nye samarbejder, som der fortsat skal udvikles på til næste år. Heriblandt kunstværket på Trylleriet, det tidligere Børnenes Hus, hvor Amir Hussein fra @toonmenow lavede et kunstværk med dyr og maskiner henover de 3 dage. Han trodsede regnen lørdag og nåede søndag i mål med det flotte kunstværk, som nu kan ses fra Kløvermosevej.
Lørdagen var plaget af regn men optimismen og det fornuftige tøj blev fundet frem. Søndag var en gennemgående strålende dag og de besøgende var ikke til at få hjem.
Under Skylineren var der alle dage talks, hvor Rasmus Erichsen om lørdagen kom direkte fra Folkemødet og snakkede om madspild. Bæredygtighed og åbenhed i landbruget var temaet da Birthe Erhardt Egdal fra Dalum Landbrugsskole gik på scenen kl.14.00 og søndag var der besøg af Fabian Vennekilde.
Den centrale madscene under Skylineren med talks var tænkt som en mulighed for at skabe dialog.
-Vi havde meget gerne set flere debatter med landmænd og veganere, tilføjer Alex Nielsen.
Tilfredshed på trods af lørdagens regnvejr
Alt i al var det et godt dyrskue, hvor der kom fine tilbagemeldinger på trods af lørdagens regn og et besøgstal på 43.740 besøgende.
– Til næste år fortsætter vi udviklingsinitiativerne, der blev sat i gang i 2019 – og så har vi en forventning om at publikum efterhånden finder ud af, at dyrskuet er mere end dyr og maskiner. Det er en forandringsproces som dels tager tid – men som også kræver ændringer i adfærd og vaner. Derfor er det fortsat vigtigt at synliggøre dyrskuet som dialog- og debatskabende og med fødevaredelen som et ligeså traditionsrigt element som dyrene og maskinerne, siger Alex Nielsen.
Næste års dyrskue er allerede planlagt og afholdes i weekenden den 12., 13. og 14. juni 2019.