Odense Blomsterfestival skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om fusionen:
De to stolte odenseanske festivaler, Odense Blomsterfestival og H.C. Andersen Festivals, forener kræfterne, når blomsterfestivalen fra 2020 bliver en del af kulturfestivalen.
Fra næste år bliver Odense Blomsterfestival en lille smule mere eventyrlig. Den 20 år gamle festival bliver nemlig en del af H.C. Andersen Festivals.
De to festivaler har siden den første H.C. Andersen Festivals i 2013 haft et stødt stigende samarbejde, og det kulminerer nu, hvor blomsterfestivalen bliver et ben i kulturfestivalen. Beslutningen er taget i forlængelse af, at Odense Kommune under de netop afsluttede budgetforhandlinger bebudede, at tilskuddet til blomsterfestivalen frafalder over en treårig periode.
De to festivaler lægger dog ikke skjul på, at det tidligere er drøftet, at blomsterfestivalens drift kunne optimeres med en sammensmeltning af de to.
Beslutningen glæder Odense Blomsterfestivals bestyrelsesformand og direktør på Kold College, Gitte Bargholt.”Med de besparelser, vi stod overfor, var blomsterfestivalens fremtid under pres, men nu har vi sikret en stor odenseansk attraktion, der skaber glæde og hvert år i uge 33 tiltrækker tusindvis af gæster. Samtidig er jeg glad for, at vi fastholder læringsplatformen for de 100 elever fra gartner- og anlægsgartner-uddannelserne på Kold College, som hvert år hjælper os i mål,” siger Gitte Bargholt.
De to festivaler skal smelte mere sammen i fremtiden
Hos H.C. Andersen Festivals’ direktør, Peter Bøgholm, der også sidder i blomsterfestivalens bestyrelse, er glæden lige så stor. Peter Bøgholm mener, at blomsterfestivalen har stor betydning for Odense og understreger vigtigheden i at støtte op om den traditionsrige festival.
“Driftsoptimeringen gør, at vi i første omgang kan videreføre blomsterfestivalen, men den kan ikke stå alene. Blomsterfestivalens støtter og samarbejdspartneres fortsatte opbakning har afgørende betydning for dens fremtid og videre udvikling,” siger Peter Bøgholm.
At Odense Blomsterfestival bliver en del af H.C. Andersen Festivals betyder, at blomsterfestivalens bestyrelse fremover udgør en Blomsterfestivalskomité med bestyrelsesformand Gitte Bargholt som komitéformand og den tidligere bestyrelse som komitémedlemmer. Peter Bøgholm glæder sig til at byde den nye komité velkommen og finde et fælles fodfæste.
“De næste to år holder vi fast i blomsterfestivalens eksisterende niveau og format, men vi lader så meget af den som muligt løbe ind i uge 34 allerede fra 2020. Vi tænker selvfølgelig også på, hvordan vi kan udvikle blomsterfestivalen og få de to festivaler til at smelte endnu mere sammen i fremtiden,” siger Peter Bøgholm.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Peter Bøgholm, Festivaldirektør, H.C. Andersen Festivals, tlf.: 4054 2232
Gitte Bargholt, Bestyrelsesformand, Odense Blomsterfestival, tlf.: 4052 0675
Fakta om H.C. Andersen Festivals:
· H.C. Andersen Festivals er en af Danmarks største kulturfestivaler og finder sted hvert år i uge 34 i Odense. I 2020 afvikles festivalen for ottende gang.
· H.C. Andersen Festivals samler tusindvis af mennesker gennem kultur og oplevelser, der fylder Odenses gader og stræder med liv, farve og lys i én af byens allerstørste tilbagevendende begivenheder.
· Festivalens kulturelle program tager udgangspunkt i fem gennemgående værdier i H.C. Andersens forfatterskab. De fem værdier er udvalgt og defineret af Professor Johs. Nørgaard Frandsen fra H.C. Andersen Centeret på Syddansk Universitet Odense og danner grundlag for mangfoldigheden i programmet og giver inspiration til de mange nationale og internationale kunstnere, der deltager i festivalen.
· Værdierne er det grænseoverskridende, mønsterbruddet, tingenes og teknologiens magi, fællesskabets flertydighed og det magtfulde sprog.
· Et stort og bredt udvalg af fortællere, kunstnere, gadeperformere og musikere formidler på hver deres måde H.C. Andersens evigt aktuelle univers, og i alt byder festivalen på mere end 500 kulturelle aktiviteter for alle aldersgrupper. Størstedelen af de mange events er gratis.
· H.C. Andersen Festivals er med stærk lokal forankring og internationalt udsyn med til at sætte en tyk streg under Odense som en levende og farverig by.
· H.C. Andersen Festivals er en privat almennyttig nonprofit forening og i høj grad skabt med opbakning fra det fynske erhvervsliv, der med sine sponsorater er med til at finansiere festivalen.
· Festivalen ledes af en bestyrelse med Brian Djernes som bestyrelsesformand. Peter Bøgholm er direktør for festivalen.
· Alt kan ske under H.C. Andersen Festivals.
Fakta om Odense Blomsterfestival:
· Odense Blomsterfestival er byens smukkeste tilbagevendende event.
· Festivalen, der har eksisteret siden 1999, har hvert år besøg af tusindvis af gæster fra nær og fjern, der søger inspiration, overraskelser og lærdom i blomsternes verden.
· Festivalen er helt gratis at besøge, og hvert år pryder myriader af kreative blomstermiljøer gader og stræder i Odenses bymidte.
· Traditionen tro samles festivalen hvert år om et særligt tema, der giver et blomsterparadis kombineret med kunst, kultur og underholdning for hele familien.
· Odense Blomsterfestival er med til at udvikle og profilere samarbejdspartnere, Odense og Fyn – sammen får vi byen til at blomstre og folde sig smukt ud.
· Odense Blomsterfestival er en privat forening, og festivalens gennemførelse er kun mulig i kraft af vores sponsorer og gartnere.
· Foreningen Odense Blomsterfestival er et vellykket eksempel på, hvad et unikt samarbejde mellem offentlige og private, mellem erhverv, uddannelsesinstitutioner, offentlige myndigheder og turisterhvervet kan føre til.