OUH skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om fyrværkeriskader:

Nytåret på OUH har været bemærkelsesværdigt roligt med færre fyrværkeriskader end sidste år. Foreløbigt har kun fire fynboer været i behandling for småskader i forbindelse med fyrværkeri.

På OUH har overgangen til 2020 været en meget rolig nat, hvor kun fire fynboer har været forbi med mindre fyrværkeriskader.

– Indtil videre har der på Fyn været bemærkelsesværdigt få skader i forbindelse med fyrværkeri. I alt er der her til morgen kun fire fynboer, der har været i behandling for skader fra fyrværkeri her på OUH, og der har kun været tale om småskader, siger overlæge og professor Jens Lauritsen fra OUH’s Ulykkes Analyse Gruppe.

Tallene er dog kun fra nattens løb og dermed et foreløbigt billede at nytårets skader på Fyn.

– Der kan komme flere ind her i løbet af dagen, så reelt har vi ikke det fulde billede før i løbet af i morgen. Men indtil videre har der været markant færre tilskadekomne end sidste år, hvor 13 fynboer kom til skade med fyrværkeri i årets to sidste døgn. Så det er meget positivt, siger Jens Lauritsen.

Ulykkes Analysegruppen vil i løbet af 1. og 2. januar danne sig et overblik over antallet af fyrværkeriskader i hele Danmark. Tallene forventes at være klar 3. januar.

Del på sociale medier