I februar 2023 gik 40 procent flere virksomheder konkurs sammenlignet med februar 2022 – i alt 512. Især byggeriet trækker op. Her er flere byggevirksomheder gået konkurs de seneste tolv måneder sammenlignet med resten af erhvervslivet.

Interesseorganisationen SMVdanmark har netop sendt en analyse ud, der melder, at byggeriet har fået skåret en fjerdedel af opgaverne væk det seneste år. Frygten for at mangle dygtige medarbejdere til næste opsving får dog mange til at holde igen med fyringer.

Nu viser nye konkurstal fra data- og analysevirksomheden Experian, at konkurserne begynder at tikke ind fra byggeriet.

– De seneste 12 måneder er der generelt kommet flere konkurser i dansk erhvervsliv – drevet af blandt andet konjunkturerne, højere omkostninger og tilbagebetaling af coronalån. Men byggeriet stikker negativt ud, og i februar 2023 var der over dobbelt så mange konkurser sammenlignet med februar 2022, siger Bo Rasmussen, der er direktør hos data- og analysevirksomheden Experian.

– Over de seneste 12 måneder er det glidende månedsgennemsnit for konkurser steget cirka 18 procent for alle brancher, mens der for byggeriet er tale om et månedsgennemsnit på næsten det dobbelte – en stigning på 33 procent. Det er ikke nødvendigvis katastrofale tal, men det er noget, vi skal holde øje med de kommende måneder, fortsætter han.

Samlet set gik 512 virksomheder konkurs i februar i år mod 366 i fjor.

Kreditvurdering og brug af data

Bo Rasmussen pointerer, at virksomheders kreditpolitik skal tage hensyn til de aktuelle usikkerheder i samfundsøkonomien. Samtidig skal finansvirksomhederne fortsat yde ansvarlig långivning, når virksomhederne kommer med ønsker om kredit.

– Det er naturligvis altid vigtigt, at dine kunder kan vedligeholde og betale lån tilbage. Men med den aktuelle usikkerhed med flere konkurser er det særlig vigtigt. Det er sandsynligt, at flere virksomheder, og i øvrigt også private forbrugere, kommer i klemme med restancer de kommende kvartaler, advarer Bo Rasmussen og fortsætter:

– Flere virksomheder kommer sandsynligvis også til i højere grad at tage lån for at klare de almindelige driftsudgifter frem for at investere i for eksempel udviklingsprojekter, mens højere renteniveauer også kommer til at presse flere private virksomheder og enkeltpersoner.

Foto: ABW