På jernbanemuseets udendørs legeområde kan børn både lege, lære og blive nysgerrige på jernbanehistorien.

E-maskinen er et kæmpe damplokomotiv i træ. Børnene kan kravle ind i det 15 meter lange lokomotiv, der rummer instrumentbræt, fyrrum, ildkammer og askerum. Gennem legen får børnene en fornemmelse af, hvordan et damplokomotiv er opbygget. Børnene kan også kravle op i et 8 meter højt vandtårn lige ved siden af. Her kan de få en rutschetur fra toppen, som giver sus i maven.

Målet er at gøre børnene nysgerrige efter mere viden, mens de leger. Samtidig giver det forældrene et redskab til at tage museet i øjesyn. Inde i udstillingen står det rigtige, store damplokomotiv E 994, ligesom der på museets område er et velfungerende forsyningsanlæg med vandkran.

I er velkomne til at spise jeres medbragte mad på de kasser, der er ved legepladsen. De symboliserer en godsbanegård.

Den store legeplads er udviklet specielt til Danmarks Jernbanemuseum og bygget i samarbejde med legepladsfirmaet Monstrum, som flere gange er blevet præmieret for deres nyskabende og kreative legepladser. Nordea-fonden har støttet projektet. Monstrum har også bygget Børnebanegården, som museet indviede i januar 2015, og som findes på balkonen i remisen.

Kilde.

Foto: ABW