Marianne Bitsch: You Know Where You’re Going and Nobody Can Stop You
Det Fynske Kunstakademi, Skulptursalen d. 9. november – 21. december.
Fernisering torsdag d. 9. november kl. 16-18.

Billedkunstner Marianne Bitsch har til Det Fynske Kunstakademis Skulptursal reproduceret en række objekter, som hun oprindeligt har lavet i sit arbejde som syerske.

Et 25 meter langt rør i hvidt Tyvek. Originalen blev brugt til at beskytte en skulptur under dens installering på Rigshospitalet. Røret er her en rekonstruktion, og der er ingen skulptur indeni.

To sorte højtalere. De er ikke tilsluttet og har ingen lyd, og de er betrukket med et hvidt tekstilcover, som skal camouflere dem i det hvide rum. Før var de en del af et værk. Nu står de alene.

Mønsterdele og materialer til ti par børnehjemmesko rammet ind og monteret på plader står op ad væggen og repræsenterer mere end 1000 par syet derhjemme og solgt på nettet.

Det er det, der er arbejdet. Det er det, der hænger på væggene, i loftet og ligger på gulvet.

Objekterne har det til fælles, at de er produceret af mig, men de er ikke mine, forklarer Marianne Bitsch. Jeg har lavet dem, da jeg en årrække arbejdede freelance som syerske. De oprindelige genstande indgik i forskellige økonomiske og kulturelle kredsløb, hvor de hver især havde en specifik funktion. De er brugt. Nogle af dem findes slet ikke mere. Nu er de her, uden de værker og kroppe, som de blev lavet til at understøtte, beskytte, omslutte og skjule. De står som tomme beholdere – rester fra en periode i mit arbejdsliv og som monumenter over den tid der er blevet brugt på dem.

Titlen på udstillingen kommer fra en lykkekage. En forestilling om at man kan hvad man vil, hvis man beslutter sig for det, og hvis man ikke lykkes med det, man har sat sig for, er det ens egen skyld. Men er der plads til forhandling mellem det forestillede og det levede? – imellem fremtid og fortid?

Du ved hvor du er på vej hen, og ingen kan stoppe dig.

Foto: Marianne Bitsch, 2023 (dele og materialer)