Det er ikke kun de danske landshold, der kan juble over succes for tiden. Også rundt om i klubberne er der grund til at trække bredt på smilebåndet, for Dansk Håndbold Forbund oplevede sidste år en flot medlemsfremgang svarende til 5.311 flere medlemmer.

Dermed er antallet af håndboldspillere efter et par år præget af coronarestriktioner igen sekscifret med i alt 103.528 medlemmer. Det viser opgørelsen, der kommer samme dag, som Danmarks Idrætsforbund offentliggør deres medlemstal for foreningsidrætten i hele landet.

Håndboldeuforien slår også igennem på Fyn. Her har klubberne under Fyns Håndbold Forbund noteret en samlet medlemsfremgang på hele 486 flere spillere i 2022 sammenlignet med året før. En vækst på nøjagtig fem procent.

Håndboldens flotte medlemsfremgang gør sig gældende på tværs af alle aldersgrupper, og det faktum vækker ekstra glæde hos Lene Karsbæk, chef for udviklingsafdelingen i Dansk Håndbold Forbund.

– Det er både enormt positivt, at vi oplever voksende interesse fra de yngste, der kan få glæde af håndboldens fællesskab i mange år frem. Men jeg er samtidig rigtig stolt over, at vi, sammen med en engageret indsats fra klubberne, er lykkedes med at få flere voksne til igen at spille håndbold på både motions- og turneringsplan, siger hun.

Hvis man selv vil prøve at kræfter med håndbold, kan den nærmeste klub findes her:

https://www.dhf.dk/soeg-haandboldinfo/

Foto: Casper Horsnæs Larsen