Hvordan bliver virkelige steder og historiske begivenheder til levende litteratur? Det undersøger vi denne aften, når Anne-Grethe Bjarup Riis – skuespiller, instruktør og forfatter gæster Historiens Hus til en samtale om den historiske roman Ulykkens år, som hun har skrevet med forfatter Thomas Rydahl, – første bind i en planlagt serie med udgangspunkt i det ikoniske Egeskov Slot.
Romanen foregår i året 1874 og er inspireret af virkelige personer, sociale strømninger og historiske detaljer fra 1800-tallets Sydfyn. Med Egeskov Slot som dramatisk ramme skildres livet blandt både herskab og tjenestefolk i en tid præget af opbrud og forandring. Forfatteren har i samarbejde med greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille og prinsesse Alexandra indsamlet historiske anekdoter og stemninger fra slottet, som danner baggrund for romanens univers.
I samtale med bibliotekar Signe Foght Hansen dykker vi ned i den lokalhistoriske kontekst, der har inspireret romanens karakterer og konflikter. Samtalen kredser om temaer som adelens rolle i samfundet, den spirende andelstanke, og kvinders vilkår i 1800-tallet, og hvordan disse historiske strømninger væves ind i en dramatisk og sanselig fortælling.
Glæd jer til en aften, som byder på samtale, oplæsning og hvor der er mulighed for at stille spørgsmål.
Tid og sted: Onsdag den 24. september kl. 19-21 i Historiens Hus, Klosterbakken 2.
Billetpris: 100 kr.
Salg – Egeskov – Forfatteraften med Anne Grethe Bjarup Riis











