På Kunstmuseum Brandts kan du torsdag den 15. juni kl. 19 opleve designer Nicholai Wiig-Hansen fortælle om tilblivelsen af keramikserien STRØM, der er skabt med inspiration fra maleren Vilhelm Lundstrøm.

Nicholai Wiig-Hansen (f. 1964) er en af Danmarks mange succesfulde designere. Som 25-årig blev han ansat i IKEA. Her tegnede han blandt andet det ikoniske kontormetalskab ’Ikea PS’, som har fundet vej ind i mange danske hjem. I 2017 stiftede han sammen med økonomen Bo Raahauge designfirmaet Raawii. Samme år lancerede de designserien STRØM, som består af en række kander, vaser og opsatser i glaseret keramik. Inspirationen til designet hentede Nicholai Wiig-Hansen i malerier af den danske modernist Vilhelm Lundstrøm.

STRØM er blevet udnævnt som en nyklassiker indenfor dansk design, og serien bliver i dag solgt i museumsbutikker i hele verden. Hvad mange måske ikke ved er, at serien blev skabt til udstillingen Vilhelm Lundstrøm og den gode smag, som blev vist på Kunstmuseum Brandts og Kunsten Museum of Modern Art Aalborg i 2017.

Køb din billet hos Brandts her

Foto: Brandts