Foråret er fræsetid, og en række jyske, fynske og sjællandske jernbanestrækninger får i vinteren og foråret besøg af skinnefræseren, der fjerner små revner i skinnerne. Over to omgange kommer fræsetoget til Fyn.

Skinnefræseren er tilbage i Danmark, hvor den skal fræse små revner i skinnerne væk, inden revnerne når at vokse sig store. I begyndelsen af april og begyndelsen af maj er det de fynske skinner, der står for tur.

Fræsetoget fjerner en stor del af de revner, der med årene opstår på kørekanten af skinnerne.

“Fræsehjulet på skinnefræseren kan gnave over en millimeter af skinnen pr. passage. Når fræsehjulet fjerner revnerne, reducerer det risikoen for skinnebrud, der kan opstå, når der opstår kraftige trækspændinger i skinnerne om vinteren. Dermed forlænges skinnernes levetid.” siger Pernille Skovrup, vedligeholdelsesleder i Banedanmark.

Det kræver 1-3 passager for at fjerne en revne i skinnen, så skinnefræseren kører frem og tilbage samme sted, indtil revnen er væk. På en nats arbejde kan skinnefræseren fræse op til tre ton jern af skinnerne, og herefter bliver jernet kontrolleret, sorteret og bearbejdet, inden det bliver genanvendt.

Revnerne, der er på kørekanten af skinnerne, bliver fundet ved forårets ture med måletoget. Måletoget benytter hvirvelstrøm til at finde revnerne i skinnernes overflade og ultralyd til at opspore de indre revner i skinnerne.

Kører om natten – klargøres om dagen
Fræsetoget kører om natten for at genere togdriften mindst muligt. Om dagen bliver det renset og klargjort.

“I fremtiden skal der køre langt flere tog på skinnerne, og derfor er det vigtigt med en effektiv vedligeholdelsesindsats, som skal udføres samtidig med, at trafikken forstyrres mindst muligt. Blandt andet derfor kører de forskellige specialtog fortrinsvis om natten,” siger Pernille Skovrup.

Det støjer kun moderat, når fræsetoget arbejder, mens klargøringen kan give støjgener for naboer, der bor tæt ved togets standplads.

Foto: Banedanmark