GenBronx’en blev efter afstemning navnet på den nye genbrugsbutik på Hauges Plads, der skal være med til at sikre Bronx’ overlevelse.

Den 1. marts slår Bronx officielt dørene op for en ny og anderledes genbrugsbutik på Hauges Plads i Bolbro. Bronx er en lokal fællesskabsbiks med fokus på kultur, kreativitet og bæredygtighed. Visionerne om det kulturelle, det kreative og den miljømæssige og sociale bæredygtighed har på intet tidspunkt været en udfordring at føre ud i livet. Det vidner bl.a. de 500 medlemmer, de mere end 70 frivillige, der får Bronx til at løbe rundt, og de op mod 400 årlige arrangementer om.

Den økonomiske bæredygtighed har dog været lidt af en kamp og derfor tager vi nu sagen i egen hånd og satser alt for selv at sikre et bæredygtigt økonomisk grundlag, så Odense også har et Bronx i fremtiden. Vi har lejet butikslokalerne på Hauges Plads, der for nylig har huset Krofætters og inden da det sagnomspundne Conditoriet Hauges Plads. Bronx har allerede i et års tid drevet Danmarks mindste genbrugsbutik i et lille lokale i Bronx. En idé der blev sat i værk, fordi vi modtog en masse donationer uden nogensinde at have efterspurgt dem, og det viste sig at være en ganske god forretning. Det er erfaringerne fra dette pilotprojekt, der nu foldes ud til en decideret forretningsstrategi.

GenBronx’en bliver en særlig genbrugsbutik med sin egen unikke profil, der naturligvis matcher med Bronx’ fokus på fællesskab og bæredygtighed. Profilen er ved åbningen endnu ikke trukket skarpt op – men det næste års tid kommer til at gå med, at GenBronx’en skal finde sin egen identitet og det helt rigtige ståsted blandt Odenses mange genbrugsuniverser.

Åbningsfest den 1. marts
GenBronx’en havde ”soft opening” i januar, men åbner helt officielt og med et brag af en åbningsfest fredag den 1. marts – samme dato, som Bronx slog dørene op på for præcis 4 år siden. Åbningen af GenBronx’en er derfor samtidig fejringen af Bronx’ 4-års fødselsdag.

Program for åbningsfesten
Tid og sted: Fredag den 1. marts kl. 17-21, Middelfartvej 83
Kl. 17:00 Officiel åbning med tale og klipning af rød snor
Kl. 17-21 Popcorn og bobler til alle – og naturligvis masser af gode åbningstilbud i butikken

Alle er velkomne til åbningsfesten!

 

Foto: ABW