Lokale ildsjæle strikker for at give udsatte børnefamilier en god jul: Det sner med hjertevarme og nissehuer hos Mødrehjælpen i Odense Julen er en ekstra svær tid for økonomisk trængte børnefamilier, og behovet for julehjælp er større i år end nogensinde før. Det mærker man tydeligt hos Mødrehjælpen i Odense. Salget af hjemmestrikkede nissehuer skal bidrage til at give hundredvis af børn i udsatte familier en god jul. Og heldigvis har flere frivillige i år fundet garnnøgler og strikkepinde frem, og de sidste uger er det væltet ind med nystrikkede nissehuer i Mødrehjælpens butikker på Kongensgade 64 og Skibhusvej 56. Ingen forældre ønsker, at deres børn skal mangle noget. Og i en tid, hvor trængte familier knap kan betale deres regninger, er det svært at få råd til at holde jul.

Her er julehjælp altafgørende for, at børnene kan få en gave og glade juleminder i december ligesom kammeraterne. Hos Mødrehjælpen i Odense mærker man tydeligt, at flere har behov for en håndsrækning. ”Vi oplever desværre flere familier i vores område, der er så pressede på økonomien, at der ikke er råd til bare en brøkdel af det, de fleste tager for givet. Et stigende antal børnefamilier opsøger vores lokale aktiviteter og tilbud, så vi har derfor brug for al den hjælp og støtte, vi kan få,” siger Christina Vandling, der er lokalforeningsformand hos Mødrehjælpen i Odense. Rekordmange nissehuer skal give trængte børnefamilier en god jul Igen i år har generøse strikkere doneret hjemmestrikkede- og hæklede varer til Mødrehjælpens butikker på Kongensgade og Skibhusvej.

Siden sidste jul har endnu flere frivillige tilsluttet sig Mødrehjælpens strikkefælleskab, hvilket har resulteret i, at der foreløbigt er strikket og hæklet 113 til Mødrehjælpen i Odense – og der strikkes fortsat flittigt. ”Det er overvældende at se butikken bugne af fine, bløde nissehuer. Salget af nissehuerne bidrog sidste år til, at hundredvis af børn fik en god jul. I år er behovet for hjælp større. Vores strikkere har doneret flere nissehuer, så vi håber, vi kan sælge endnu flere huer i år og hjælpe endnu flere udsatte børnefamilier i en svær juletid,” siger Christina Vandling. De hjemmestrikkede nissehuer er lavet til børn og findes i et bredt udvalg af mønstre og farver. Hanne Thomsen er glad for, at strikkeriet kan gøre en forskel Hanne Thomsen fra Odense er en af de mange frivillige strikkere, der donerer hjemmestrik til Mødrehjælpen.

Hanne kan med rette kalde sig for en superstrikker, da hun hver uge lægger en ekstraordinær stor indsats hos Mødrehjælpen i Odense. I år har Hanne indleveret 24 nissehuer, og det vækker en glæde hos hende at hendes håndarbejde kan glæde børnene. ”Jeg bruger omkring ti timer om ugen på at strikke for Mødrehjælpen og har strikket i godt og vel 50 år. Det er et sted, hvor jeg virkelig føler mig tryg. Når jeg så kan kombinere den tryghedsfølelse med at give noget til andre – både i form af nissehuerne og støtte til børnene, gør det mig bare glad, at mit håndarbejde gør gavn for andre,” fortæller Hanne Thomsen, der strikker til Mødrehjælpen i Odense.

På landsplan er der denne jul indleveret 8000 nissehuer. Det svarer til 40.000 arbejdstimer og mere end 1,5 million meter garn. Mødrehjælpen gør dog opmærksom på, at skulle der være udsolgt af nissehuer i butikken, er der mange andre fine julegaver på hylderne, hvor salget ligeledes hjælper de udsatte børn og familier. Om Mødrehjælpen Mødrehjælpen er en socialhumanitær organisation, der støtter og rådgiver gravide og sårbare børnefamilier. Mødrehjælpen har 43 lokalforeninger rundt om i Danmark, som driver butikker til glæde for alle samt aktiviteter for børnefamilier, der er ramt af livet. Det hele gøres af Mødrehjælpens engagerede frivillige, der står klar hver dag året rundt for at gøre en forskel. I 2021 uddelte Mødrehjælpen national julehjælp til i alt 13.137 børn, og samtidig blev tusindvis af sårbare børnefamilier inviteret til juletræsfester, bagedage og modtog julegaver gennem en af Mødrehjælpens lokalforeninger. Glædelig Jul! For mere information, billeder og interview kontakt: Sofie Jacobsen Lockhart; e-mail sjl@essencius.dk eller mobil +45 26 14 13 22

Foto: ABW