Ekstremisme og radikalisering skal forebygges i fællesskab. Det er det klare budskab fra en stor konference, der blev afholdt den 24. august 2023. Her var kommuner, politi og eksperter samlet for at udveksle den nyeste viden om indsatsen mod radikalisering og ekstremisme blandt børn og unge.

Konferencen havde til formål at præsentere kommunens og politiets ledere for opdateret og dybdegående viden omkring de nyeste tendenser inden for radikalisering og ekstremisme. Dette blev bl.a. formidlet gennem oplæg fra PET og Center for Digital Pædagogik.

For at forebygge ekstremisme og radikalisering kræver det mere end politiarbejde. Det kræver en omfattende indsats fra nationale og lokale myndigheder samt civilsamfundet. Hvis en person viser tegn på radikalisering, skal der være et solidt beredskab, der bygger på et tæt samarbejde mellem relevante myndigheder.

Derfor er det også, ifølge Politidirektør Arne Gram, vigtigt, at der sættes fokus på emnet i et tværfagligt perspektiv:

”Vi ser nye tendenser inden for området radikalisering og ekstremisme, og det er helt afgørende, at vi får delt vores viden om de tendenser på tværs af myndigheder. For sager med radikalisering og ekstremisme hverken kan – eller skal – håndteres uden et tæt samarbejde mellem politi, kommuner og civilsamfundet. Samarbejdet er helt essentielt for at kunne sikre trygheden og sikkerheden i Fyns Politikreds. Vi har et stærkt samarbejde allerede. På konferencen fik vi bekræftet og styrket det gode samarbejde, og det er jeg meget glad for.”

Odenses Borgmester, Peter Rahbæk Juel, var med til at åbne konferencen, og han er helt på linje med politidirektøren.

”Radikalisering og ekstremisme er store udfordringer med alvorlige konsekvenser – både menneskeligt og for vores samfund. På konferencen blev jeg bekræftet i, at fællesskab og samarbejde på tværs er vores bedste våben, uanset om det er til forebyggelse eller til håndtering af konkrete sager. Og det er afgørende, for vi ønsker et trygt og godt samfund for alle – og i dét har radikalisering og ekstremisme ingen plads.”

Afholdelsen af konferencen skete på baggrund af fokusområdet ”Fælles forebyggende indsats mod radikalisering og ekstremisme blandt børn og unge” i Kredsrådets samarbejdsplan 2023.

Kilde: Fyns Politi

Foto: ABW