Ingen efterårsferie uden Magiske Dage Odense! Igen i år er festivalprogrammet spækket med eventyrlige oplevelser for både børn, unge og voksne. I dagene 20. til og med 22. oktober 2022 slippes magien fri med deltagelse af elskede kendinge, men også et helt nyt samarbejde, der breder festivalens univers endnu længere ud.

Nu får du chancen for at sætte hverdagen på pause og kaste dig hovedkulds ud i fantasiens forunderlige univers: Odense Bibliotekerne byder nemlig traditionen tro velkommen til årets helt store, magiske festival for alle med et åbent sind og en levende fantasi.

Årets festivalprogram er fyldt med aktiviteter for alle uanset alder. Det indeholder ‘de gode gamle’ som Magisk Markedsplads, Kappeværkstedet med swing i symaskinerne og Trædrejerens Værksted, der står klar til at forsyne unge og gamle magikere med den helt rigtige tryllestav til brug i magiens tjeneste.

Som noget nyt kan familiens yngste gå på opdagelse helt alene i H. C. Andersens Hus, når dørene lukkes for voksne og resten af verdenen, og modige unge magikere kan også for første gang i år møde magikeren i den gamle ruin i Bispehaven.

Der er også lagt op til masser af oplevelser for unge, når Odeon, Storms Pakhus og Studenterhus Odense inviterer til magisk brætspil, banko og quiz med noget til både sulten og tørsten.

Magiske Dage Odense byder i år også på en interaktiv byvandring for både børn og voksne, hvor ordmagiker og Danmarksmester i poetry slam, Emil Nygård, guider deltagerne gennem Odenses gader og viser Odins hemmelige Odense frem.

Odense Symfoniorkester har været en skattet og fast samarbejdspartner for festivalen i flere år, og i år byder de på den vidunderlige familiekoncert Fantasy in concert.

Festivalprogrammet byder derudover på alverdens kreative tiltag, escape rooms, middage og meget mere på hemmelighedsfulde adresser, hvor kun du og de andre magikere kan få adgang.

Hele programmet kan ses på magiskedageodense.dk.