På Odense Havn, blandt industrielle bygninger, en skaterpark og nybyggede lejligheder, findes et cirkus. Spejder du efter et traditionelt cirkustelt, går du dog forgæves. Dynamo Workspace er, som navnet antyder, et dynamisk hus, der ikke flytter sig fysisk, men derimod flytter grænserne for, hvad cirkus er, og hvad cirkus kan.

Bygningen er et ældre kornlager i røde sten, og på dets høje tårn ses et maleri af en fisk i en snor. Overrasker dét syn dig, er det intet imod de anderledes og spektakulære oplevelser, der venter dig inden døre.

Dynamo Workspace har eksisteret siden 2017 og er med sine forestillinger, workshops og seminarer et innovativt produktionshus for nycirkus og scenekunst.

Oplevelser der gør indtryk

Fra dans til akrobatik, over performancekunst krydret med teater og musik. En time med en håndstandsakrobat bliver ikke ensformig, når der samtidig skabes et univers, hvor artistens fysiske præsentationer udspiller sig i en finurlig leg med naturvidenskabens love om balance. Man iagttager ikke kun artistens styrke og balance men også en balanceren med en række opstillinger af forskellige genstande på scenen. På den måde bliver man suget ind i et koncentreret, fortættet og vedkommende rum, hvor man ånder i samme takt med artisten, holder vejret og føler forløsningen af det, der lykkes. Pludselig handler forestillingen om meget mere end akrobaten; der er en historie der fortælles, og på en eller anden måde kommer den historie til at handle om liv eller død, om at finde en balancegang, og om selve livet.

Der kunne nævnes mange andre typer af forestillinger, man kan se og befinde sig i hos Dynamo Workspace. Tilsammen er det, du får, alt sammen kunst på en scene og det, man forstår ved nycirkus: gængse cirkusdiscipliner udført i en fortællende, dramatisk ramme, der indeholder teater, dans, lys, billeder og lyd og tilsammen danner et hele. Her kombineres det folkelige fra det traditionelle cirkus med det mere elitære, og nycirkus har derved en evne til at samle folk af alle slags.

Dynamo Workspace har en lille snes fastansatte samt freelancere fra ind- og udland tilknyttet indenfor en række forskellige faggrupper: artister, lydfolk, arkitekter for blot at nævne nogle. Den scenekunst, du får at se på stedet, spiller på flere tangenter, og som publikum aktiveres diverse sanser og følelser. De anderledes optrædener sætter et aftryk i én, som man tager med sig, hvad enten det er en undren, en følelse af en dybere mening eller en sansemæssig rus.

På Dynamo Workspaces hjemmeside kan du læse om stedets workshops og forestillinger samt deres festival, der finder sted hvert andet år og løber over tre dage.

Følg Dynamo Workspace på Facebook og Instagram