Fredag den 24. marts åbner den nye optikerbutik, Nyt Syn Folkebo, i Odense M. Butikken ejes af indehaverne af Nyt Syn Brandts Passage i Odense, som optiker Signe Schønnemann står i spidsen for. I Nyt Syn Folkebo er det optiker Ena Vagner og optikerassistent Morten Meiner, der byder kunderne indenfor i den nye butik, hvor de vil lægge vægt på en skræddersyet og nærværende kundeoplevelse, der giver kunderne tryghed i valget af briller eller kontaktlinser. Ifølge Signe Schønnemann er der et særligt stort behov for en optiker i netop dette område.

– Der bliver i stigende grad behov for optikerbutikker i takt med, at folk lever længere, og flere får brug for briller, og i Folkebo har der indtil nu manglet en lokal optiker. Det er et område med mange boliger og en uddannelsesinstitution, og lokal optikerhjælp vil derfor komme mange til gavn. Butikken har gode parkeringsmuligheder lige ved døren, og gangbesværede kan nemt komme ind, fortæller Signe Schønnemann.

Kvalitet på hylderne

Nyt Syn er en frivillig kæde, hvor optikerne selv ejer deres butikker. I butikken på Folkebo Torv er der lagt særlig vægt på kvalitet i produktudvalget. Det sker i samarbejde med optikerproducenten ZEISS, der er kendt for at levere højteknologisk udstyr til synsprøver og brilleglas i højeste kvalitet.

Vi har fokus på at levere løsninger, som på samme tid er tidløse og i tråd med tidens trends. Vi har nøje håndplukket alle brillestel i butikken og har blandt andet dansk kvalitet fra Lindberg og nyeste mode fra Caroline Abram, siger Signe Schønnemann.

Et stærkt team i butikken

Ena Vagner og Morten Meiner har flere års erfaring fra optikerbranchen og lægger vægt på tid og nærvær med kunderne, og det er helt i tråd med det, som Nyt Syn-kæden står for, vurderer administrerende direktør Søren Pedersen

– Jeg har stor tiltro til, at teamet i Nyt Syn Folkebo kan levere den faglighed og tillidsvækkende service, som kunderne vægter så højt hos den lokale optiker. Og så har de den klare fordel, at de tidligere har arbejdet tæt sammen. Det danner grundlag for et stærkt team, der kan give kunderne den bedste oplevelse i butikken, siger Søren Pedersen.

Nyt Syn Folkebo ejes af indehaverne af Nyt Syn Brandts Passage i Odense, som optiker Signe Schønnemann (mf.) står i spidsen for. Det er optiker Ena Vagner (tv.) og optikerassistent Morten Meiner (th.), der byder kunderne indenfor i den nye butik. Foto: PR.