Performance i Grotto E.T. (Extinct Tree) Torsdag den 5. maj er der finissage på Kristoffer Akselbos udstilling Grotto E.T. (Extinct Tree), og i den forbindelse laver kunstneren performance kl. 10.00 – 17.00.

I Grotto E.T. (Extinct Tree) undersøger Akselbo migration som både invasion og overlevelsesstrategi og kombinerer referencer til både fortid og fremtid i en præsentation af så forskellige elementer som en alien-figur i en grotte og tre bannere med fotografiske fremstillinger af halvvisne palmer.

Udstillingen, som vises i Skulptursalen på det Fynske Kunstakademi, har åbent hele dagen, og der serveres en forfriskning kl. 15.00 Alle er velkomne.

Grotto E.T. (Extinct Tree), Kristoffer Akselbo, Skulptursalen 2022

Offentlig forelæsning om documenta Tirsdag den 24. maj kl. 16.00 – 17.30 har vi en offentlig forelæsning om documenta-udstillingen i Kassel, Tyskland med lektor, ph.d. Malene Vest Hansen fra Instituttet for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Forelæsningen vil kaste et historisk blik på den toneangivende udstillings historie siden begyndelsen i 1955 og frem til den kommende 15. version, som åbner i juni. Forelæsningens fokus vil være samtidskunstens rolle i forhold til skiftende kuratoriske politikker og verdenssyn. Forelæsningen foregår på engelsk og afholdes i Skulptursalen på Det Fynske Kunstakademi. Den streames også her

Haus-Rucker-Co installation Oase No. 7, 1972, Documenta 5, Kassel, Tyskland

Gør Med det Hvad Du Vil I de studerendes udstillingsrum på Det Fynske Kunstakademi, FAA Project Room, vises Selma Dağdevirens udstilling Gør Med det Hvad Du Vil frem til den 2. maj. Her undersøger hun følelsen af at være færdig med tålmodighed, forståelse og åbenhed.

Otte studerende tager afgang Torsdag den 12. maj kl. 16.00 slår vi dørene op for årets traditionsrige afgangsudstilling i Skulptursalen, AFGANG 2022, med værker af Robin Højlund Baasch, Mikkel Zia, Marie Rud Rosenzweig, Jakob Sjøberg, Rumle Larsen, Naila Hekmat, Astrid Sandbæk og Anne Mie Bak Andersen.

Udstillingen er kurateret af Tone Bonnén og venligst støttet af Toyota-Fonden, Augustinus Fonden og Birgit Vibeke Tofts Mindefond. Udstillingen vises frem til 23. juni. Åbent mandag til torsdag samt lørdag kl. 10.00 – 15.00. Læs mere her

Deltag i Culture Camp 2022 – workshop for kreative talenter I St. bededagsferien 13.-14. maj inviteres talenter 15-25 år, der brænder for musik, lydkunst, billedkunst, performance eller filmproduktion til en to-dages intensiv camp. På 30 timer skal talenterne skabe værker på tværs af kunstgenrer guidet af fem kunstnere. Frist for tilmelding er 1. maj.

Læs mere på www.odense.dk/culturecamp eller Instagram @culturecampfyn

Projektet er et samarbejde mellem MGK Fyn, Odense Filmværksted, Det Fynske Kunstakademi og Forende Fynske Teaterforeninger.

Det Fynske Kunstakademi, Jernbanegade 13, 5000 Odense