Det er en særdeles populær foredragsholder, der under videnskabsfestivalen Forskningens døgn drager ud i landet for at tale om ulighed i sundhed i Danmark. Under Forskningens Døgn er han den forsker, der er bestilt til at holde flest foredrag.

Professor på Syddansk Universitet, Jørgen T. Lauridsen, står foran en af sit livs travleste uger. Blandt alle de foredrag, der holdes under videnskabsfestivalen Forskningens Døgn, er Jørgen T. Lauridsens det absolut mest populære. Ikke mindre end 14 gange på fem dage går han på talerpodiet for at holde samme ekspertforedrag med titlen: ’Hvorfor er der så stor social ulighed i sundhed i Danmark?’.

Til daglig er Jørgen T. Lauridsen professor på Økonomisk Institut på Syddansk Universitet, hvor han arbejder med matematiske modeller i sundhedsvæsenet. Men i uge 17 i slutningen af april er han meget lidt at træffe så sit kontor.

På sin ”tour de forsk” gennem Danmark rammer Jørgen T. Lauridsen således Esbjerg, Stevns, København, Bornholm, Århus, København igen og Vejle, for så at slutte i Taastrup. For at få det hele til at gå op har den populære professor måtte afvikle ekstra fire foredrag online og holde nogle uden for uge 17.

I foredraget kommer professoren både med bud på årsagerne til uligheden og med bud på løsninger:

”Forskellen i levetid i Danmark er kæmpestor, det er uacceptabelt i et velfærdssamfund som vores. Jeg foreslår en ny fordeling af ressourcerne, der ikke vender den tunge ende nedad. Fx burde man afskaffe brugerbetaling på tandlægebehandling og sætte flere praktiserende læger ind i udsatte områder,” siger Jørgen T. Lauridsen.

Giver noget tilbage

Jørgen T. Lauridsen har været med i Bestil en Forsker-ordningen under Forskningens Døgn i flere år. Han er meget begejstret for at få lejlighed til at dele ud af sin viden:

”Formidling er for mig en tilbagebetaling af den uddannelse, samfundet har givet mig. Jeg vil gerne give noget tilbage ved at formidle viden, så den kan forstås.”

Og virksomheder, foreninger, skoler over hele Danmark efterspørger denne viden.

I alt 295 forskere stiller sig, ligesom Jørgen T. Lauridsen, gratis til rådighed med deres ekspertise under Forskningens Døgn, der afholdes fra d. 19. – 26. april. Forskerne kommer med få undtagelser fra et af Danmarks universiteter.

Uddannelses- og Forskningsministeriet står bag Forskningens Døgn.

  • Forskningens Døgn og foredragene afvikles fra 19. april til 26. april med cirka 700 gratis begivenheder og foredrag i hele landet og mere end 50.000 besøgende.
  • Formålet med Forskningens Døgn er at øge danskernes forståelse for forskning og for forskningens betydning for vores hverdag og det danske samfund.
  • Se mere på https://forsk.dk

 

Pressefoto