Odense Teater er i gang med en større ombygning, men 21. november 2026 slår vi igen dørene op for publikum – og premieren bliver med en kendt og elsket titel: Hobbitten!

Midt i en renovering og modernisering er Odense Teater nu klar til at sætte dato på genåbningen. Det bliver lørdag den 21. november 2026, at teatret kan byde velkommen tilbage til publikum – og det bliver med en åbningsforestilling af de helt store.

– Det er en stor milepæl, at vi nu kan melde en dato for premieren ud. Vi er utrolig stolte af, at så stort et projekt ind til videre er gået planmæssigt, så vi kan åbne til november helt som ønsket, siger teaterdirektør Jacob Schjødt.

Det er en omfattende ombygning til 100 millioner kroner, som Odense Teater gennemgår. Et projekt, der er doneret af:

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (80 millioner kroner)
Augustinus Fonden (10 millioner kroner)
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond (Fem millioner kroner)
De resterende fem millioner finansierer Odense Teater selv.

Publikum kan blandt andet se frem til at træde ind i en renoveret foyer med smukke omgivelser inspireret af teatrets oprindelige æstetik, som kan nydes, før tæppet går for den første forestilling.

Åbner med et brag

Store Scene har også fået en opgradering med nye stole, ny drejescene, automatiserede træk samt ny lys- og lydteknik, som i den grad kommer i spil ved premieren den 21. november med et brag af en forestilling.

– Vores første forestilling på Store Scene bliver en af de helt store fortællinger. Vi åbner sæsonen med Tolkiens Hobbitten – en magisk familieforestilling fyldt med eventyr og fantasi for alle generationer, siger teaterdirektør Jacob Schjødt.

Han står selv i spidsen for at instruere forestillingen, og det ser han frem til.

– Jeg glæder mig utrolig meget til at invitere publikum tilbage til Store Scene og Odense Teater og ikke mindst vise dem en vidunderlig forestilling for alle generationer.

Resten af sæson 2026/2027 bliver offentliggjort på vores hjemmeside fredag 17. april, og forsalget for Stjernekunder starter 4. maj 2026.

Ud og hjem igen – et magisk eventyr for hele familien
Rejs med Bilbo Sækker på en fantastisk færd gennem Midgård – fra de hyggelige stuer i Herredet gennem de tågede bjerge og frem til dragen Smaug i bjerget Erebors indre.

Den hverdagselskende hobbit Bilbo viser sig som en uventet helt, da han modvilligt hvirvles ind i et farefuldt eventyr af troldmanden Gandalf og en flok dværge. Den umage flok får brug for både kløgt og sammenhold i mødet med trolde, elverfolk og orker.

Tolkiens elskede historie byder på en uforglemmelig vandring gennem skumle huler over høje bjerge sammen med Bilbo og hans følgesvende. På deres rejse opdager
de, at man kan finde sit mod, når man mindst venter det – og at selv det mindste væsen kan gøre en stor forskel.

Oplev en storslået opsætning på Odense Teaters nyrenoverede scene med imponerende scenografi, effekter, trylleri og den helt særlige stemning, som Tolkien mestrede – fra mørke grotter til lyse hjerter. Alt sammen fortalt med humor, lidt gys og masser af magi for hele familien.

Anbefales fra 7 år

Credit: OT