Mandag 4. maj 2026 startede Odense Teater forsalget til den kommende sæson. Med 17.343 solgte billetter på forsalgets første dag var det teatrets bedste åbningssalg på denne side af coronanedlukningen.
Den første gæst sad klar i sin campingstol foran Odense Teater allerede kl. 6 mandag morgen. Han ville som altid være den første til at købe billet til sæson 26/27 på teatret, når forsalget startede kl. 9.00. Og han var ikke den eneste, der gerne ville have billetter – for resultatet blev et af de stærkeste åbningssalg i nyere tid. Der blev helt præcis solgt 17.343 billetter den 4. maj på første salgsdag.
– Det er helt fantastisk. Vi har et utroligt loyalt publikum her på Odense Teater. Vi kalder dem vores Stjernekunder, og igen i år viser de en vidunderlig støtte og opbakning til teatret – så vi kunne sætte en ny rekord. Og det er endda på trods af, at vi i kommende sæson mangler to Store Scene-forestillinger på programmet på grund af ombygningen, der varer frem til november. Så vi er meget taknemmelige, siger teaterdirektør Jacob Schjødt.
Det er især åbningsforestillingen Hobbitten, der trækker en masse publikum til. Men der er også stor interesse for efterfølgeren til succes-komedien Vi bygger en vej, som har fået titlen Vi bygger et dige, ligesom teaterkoncerten Alt i alt med Benny Andersens digte også er et hit.
Top fem over forestillinger er:
1. Hobbitten
2. Vi bygger et dige
3. Alt i alt
4. Julius Cæsar
5. En verden af musical
– Alle fem forestillinger er vores egne produktioner, og det er vi virkelig stolte af. Det betyder at vi har ramt rigtigt i forhold til, hvad publikum gerne vil se, siger Jacob Schjødt.
Forsalget for kommende Stjernekunder varer frem til 1. juni, hvor det almindelige billetsalg starter. Bliver du Stjernekunde, er der både rabat på voksenbilletter, rabat i foyerbaren og en række andre fordele.
For at blive Stjernekunde skal du købe billet til minimum tre forestillinger i sæson 26/27 i forsalgsperioden.









