Luksusstole kombineres nu med en nyrenoveret foyer og ikke mindst en helt ny bar, også kaldet Fønix.Biografen i Odense Banegård Center fik i sommer en massiv opgradering, da alle ni biografsale fik installeret luksussæder.

Nu får biografen også sin egen bar, Fønix, hvis navn refererer til en af byens tidligere biografer. Fønix byder på god kaffe, specialøl og cocktails – og på sigt snacks og varme appetizers før eller efter filmen.

”I dag skal biografen kunne mere end bare vise film og med vores nye foyer er jeg sikker på, at vores gæster har lyst til at komme i god tid inden filmen. Personligt glæder jeg mig til at nyde en kop kaffe på hjemmeristede bønner fra Analog Kaffe i Odense eller en af vores lokale øl fra Svendborgsund Bryghus i en af de gode lænestole. Og jeg kan love, at man sidder godt”, fortæller biografchef John Philipsen.

Det får man også brug for, når årets mest ventede film, Avatar: The Way of Water for premiere den 14. december. Filmen varer lige over 3 timer, så der bliver nok at se og tale om. Den første film fra 2009 gik sin sejrsgang over hele verden, og solgte alene i Danmark over 1,1 millioner billetter.

Vinsmagning, yoga-bio og meget mere
Biografen kommer til at byde på oplevelser udover selve filmen. Inden længe kan man rulle yogamåtten ud i foyeren til en omgang formiddagsyoga, og efterfølgende give kroppen en time-out og måske en chai latte i luksussæderne til en god film. Aktiviteter som vinsmagninger, musik og forpremierer på aktuelle film kommer også på programmet.
Nordisk Film, som ejer 23 biografer fordelt over hele landet, står bag ombygningen. Odense har længe tiltrukket sig
opmærksomhed som en filmglad kulturby, og tankerne bag den store opgradering ligger godt i tråd med direktør Casper

Bonavents tanker om biografdrift.
”Biografturen er i høj grad en social begivenhed, hvor man tager tid ud af en ofte travl hverdag for at få en kulturel
oplevelse med familie eller venner. I biografen er vi sammen, men uden at tale sammen, og derfor er der ofte stor lyst
til at vende oplevelsen bagefter. Det ønsker vi at skabe rammerne for med bar og stemningsfyldt foyer, og derfor var det oplagt at skabe en ny og mere tidssvarende café-, bar- og biografoplevelse med en så central placering, som vi har i Odense.” John Phillipsen fremhæver desuden biografens centrale placering. ”Odense er en by med mange unge mennesker og kulturelt interesserede borgere og vores biograf ligger i smørhullet mellem midtbyen og de mange kulturelle tilbud, der er vokset frem i Oddense gennem de senere år. Tænk bare på Storms Pakhus, som vi har et glimrende samarbejde med.”

Foto: ABW