Den 2. oktober er det 80 år siden, at den nazistiske besættelsesmagt forsøgte at arrestere og deportere alle danske jøder. Flere end 6.000 jøder fik med hjælp fra andre danskere held til at søge skjul og flygte til Sverige.

Jødeaktionen i Danmark i oktober 1943 er traditionelt blevet fremstillet som en positiv fortælling, hvor det danske folk rejste sig og hjalp deres jødiske landsmænd i sikkerhed til Sverige. Særligt i de første år efter besættelsen blev jødeaktionen gjort til et højdepunkt i det danske folks modstandskamp mod nazismen. Såvel nationalt som internationalt er jødeaktionen i Danmark et positivt lys midt i Holocausts mørke, men skal vi også turde se på historiens mange nuancer eller skyggesider? De 472 jøder, der blev arresteret og sendt til Theresienstadt er oftest blot blevet flygtigt omtalt som en sidebemærkning til redningshistorien. Og tit med den tilføjelse, at der hovedsageligt var tale om gamle, ortodokse jøder. Fokus har været på, at næsten alle blev reddet, og ”kun” ca. 7 % blev sendt til Theresienstadt – og her er arrestationerne på Fyn med til at trække tallet op.
                          
”Oktober ’43” er siden blevet en markør for vigtigheden af social sammenhængskraft, civil courage og personligt ansvar. Spørgsmålet er om jødeaktionen 1943 var ”redningen” eller om den snarere skal betegnes som ”flugten”, for en stor del af jøderne reddede sig selv ved at sælge deres ejendele for at betale for at komme i sikkerhed.

Den historiske dato markerer Historiens Hus mandag den 2. oktober kl. 16.30 ved et særarrangement, der omfatter live-talk mellem direktør ved det jødiske museum i København Janus Møller Jensen og stadsarkivar Johnny Wøllekær, mini-udstilling og en øjenvidneberetning.

Program for arrangementet

16.00: Åbning af trappeopgangsudstilling
16.30: Live-podcast (1 del)  foran publikum (Janus Møller Jensen og Johnny Wøllekær i en samtale om okt. ’43)
17.00: Afspilning af kort filmoptagelse af øjenvidne Birthe Kjeldsen, der fortæller om flugten til Sverige i oktober 1943
17.10: Live-podcast (2 del)  foran publikum (Janus Møller Jensen og Johnny Wøllekær i en samtale om okt. ’43)
17.30: Afslutning

Historiens Hus har også lavet en aftale med Odense Teater, så dem, der deltager i arrangementet i Historiens Hus også får 50 kr. rabat på forestillingen ”Arendt – at se i mørket”, der handler om filosoffen Hannah Arendts liv og tænkning.

Tid og sted: Mandag den 2. oktober kl. 16.00-17.30 i Historiens Hus, Klosterbakken 2.

Billetpris: 60 kr. Køb billet her.

Billetter kan også købes kontant eller med MobilePay ved fremmøde i Historiens Hus i dagene op til arrangementet – så længe der er ledige billetter. Reservering er dog ikke mulig.

Foto: Historiens Hus