I det nye byggeri kommer patienterne til at kunne være på den samme afdeling under hele deres indlæggelse, uanset hvordan deres tilstand ændrer sig under opholdet. Dette er ét af de aspekter, som er tænkt ind i byggeriet med direkte afsæt i Region Syddanmarks psykiatriplan, som er kendetegnet ved, at mennesker med psykisk sygdom mødes som ligeværdige partnere med indflydelse på deres egen behandling.

Formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark Mette Bossen Linnet (V) glæder sig over den måde, som behandlingen af patienterne er tænkt ind i byggeriet:

– De nye moderne rammer er skabt, så de blandt andet kommer til at understøtte vores fokus på at reducere tvang. Samtlige afsnit får deres eget sanserum, og vi får udearealer, hvor vi får mange forskellige muligheder i forhold til både nyttehave og motion, men også dyrke det rekreative ophold i naturen.

Når det samlede nye OUH står færdigt, vil det være med en fælles akutmodtagelse, som tager imod patienter med somatisk såvel som psykiatrisk sygdom, ligesom der bliver etableret et fælles sengeafsnit til behandling af patienter med spiseforstyrrelser.

Den nye 21.000 kvadratmeter store bygning kommer blandt andet til at rumme 142 sengestuer, som er placeret i grundplan, så alle patienter har direkte adgang til udearealerne. Ud over sengeafsnit skal bygningerne også huse Center for Digital Psykiatri, ECT-behandling og forsknings- og uddannelsesenheder.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er begejstret for de rammer, som regionen kommer til at kunne tilbyde patienter og personale:

– Vi har kunnet trække på erfaringerne fra etableringen af de øvrige nye psykiatriske afdelinger, vi som region har etableret, siden regionen blev dannet. For vi bliver heldigvis hele tiden klogere, både på behovene, udnyttelsen og hvad der giver de bedste rammer for borgerne og de bedste arbejdspladser for medarbejderne.

Læs mere på regionens hjemmeside

Afdelingschef i A. Enggaard Jens Skinnebach og ejendomsdirektør i Velliv Solveig Ranje samt regionsrådsformand Stephanie Lose (V) og udvalgsformændene Karsten Uno Petersen (S) og Mette Bossen Linnet (V) på en af de nye sengestuer på psykiatrisk afdeling i Odense. Foto: Maria Hedegaard