Byggeriet af et nyt autismetilbud i Odense er godt i gang. Tirsdag blev det markeret med rejsegilde for håndværkere og naboer. Byggeriet forventes klar til indflytning i efteråret 2024.

I idylliske og rolige omgivelser på en mark i udkanten af Odense er Odense Kommune i gang med at opføre et specialdesignet bo- og dagtilbud for mennesker med en moderat til svær autisme. Byggeriet af det nye autismetilbud er nået en vigtig milepæl, nemlig det tidspunkt, hvor byggeriets spær står klar. Det blev i dag fejret med rejsegilde.

Rådmand for ældre- og handicapområdet Brian Dybro (SF) glæder sig over byggeriet og ikke mindst til, at beboerne kan flytte ind i efteråret 2024.

– Vi har længe oplevet et stigende behov for botilbud til mennesker med autisme. Det helt fantastiske ved at bygge nyt er, at vi kan bygge et botilbud, som passer lige præcis til de kommende beboeres helt særlige behov. Det har afgørende betydning for at skabe en god hverdag med ro på for beboerne, fortæller han.

Nyt bo- og dagtilbud

Det nye autismetilbud ligger på Kelsbjergvej 11 i Fangel og kommer til at rumme 35 botilbudspladser og 40 dagtilbudspladser.

Det samlede byggeri er på godt 4.100 m² for botilbuddet, dagtilbuddet og servicedelen. Selve grunden på Kelsbjergvej er ca. 27.000 m². En vigtig del af etableringen af det nye tilbud er at skabe gode udearealer for beboerne. Derfor vil der blive etableret cykelstier, gangstier og beplantning til både ophold og aktiviteter.

– Institutionen er afgørende for at give mennesker med autisme gode livsforudsætninger, og beboerne fortjener en stabil hverdag med de bedste muligheder for et dejligt liv. Det må siges at være en af vores fineste opgaver at skabe på tværs af Odense Kommune, siger by- og kulturrådmand Søren Windell (K).

Visualisering af Kelsbjergvej