REMA 1000 på Rugårdsvej i Korup udenfor Odense er netop blevet kåret som regionens bedste butik internt i REMA 1000. Nu er butikken med i opløbet om at blive Årets Butik 2026.
Selvom den lokale REMA 1000 på Rugårdsvej i Korup udenfor Odense åbnede for kun to år siden, så er den blandt de bedste butikker internt i discountkæden. Det er en kendsgerning, efter købmanden og resten af teamet blev overrasket med blomster, konfetti og den glædelige nyhed tidligt mandag:
“Købmand Simon Esperi og teamet leverer en tårnhøj præstation uanset ugedag og klokkeslæt – altid med kunden i centrum. Der arbejdes kompromisløst med salg, kvalitet, friskhed og pris, og selvom butikken hverken vælter sig i kvadratmeter eller parkeringspladser, bliver hver salgsmulighed udnyttet,” siger Thomas Berthelsen, som er regionschef i REMA 1000 Danmark.
Butikkens udtryk og det hold, Simon har bygget op, er blandt de primære årsager til, at den lokale købmandsforretning nu er med i kapløbet om at blive Årets Butik 2026:
“Arealet foran butikken er blandt de mest inspirerende i regionen, og frugt- og grøntafdelingen er helt i top. På kort tid har Simon skabt et stærkt team med tillid, klare roller og høje ambitioner, og i et lille lokalsamfund med hård konkurrence er det lykkedes at holde en sund drift. Det er fuldt fortjent, at de kan kalde sig regionsvindere. Stort tillykke til hele teamet,” fortæller Thomas Berthelsen, som desuden tilføjer, at REMA 1000 i Korup inden længe får yderligere 25 parkeringspladser som følge af butikkens flotte og imponerende udvikling.
Bag kåringen står REMA 1000 Danmark A/S, der hvert år finder den bedste butik i hver af kædens 16 regioner. Vurderingen samler butikkens arbejde med Discount Med Holdning, dens vækst og dens indsats for mere ansvarlighed.
De 16 regionsvindere dyster om at blive Årets Butik 2026, som afsløres ved REMA 1000s Rigsmøde i september.









