I disse dage har Odense besøg af et stort tysk ungdomsorkester fra den tyske by Bergisch Gladbach, som ligger ved Køln. Det tyske orkester hedder Max-Bruch-Blasorchester og består af knap 30 unge mennesker i alderen 12-19 år.  

Tysk venskabsorkester

Odense Musikskoles ungdomssymfoniorkester OMUS er værter under hele besøget, og det er rolle, som de tager meget seriøst, når fx alle de tyske elever bliver indkvarteret hos de danske elever fra fredag til søndag. De danske musikskoleelever fra OMUS har været med til at komme med idéer til programmet og planlægge aktiviteterne. Der vil fx i løbet af dagene være arrangeret utallige fællesspisninger, ligesom der også er lagt stor vægt på, at der vil være rigelige mængder af kage. Der vil også være aktiviteter som fx musikløb rundt i Odense midtby og musikquiz som fællesaktivitet om aftenen.

Orkesteret ankommer til Odense allerede onsdag den 10. april, hvor de vil blive indkvarteret på Odense Vandrehjem de første 2 overnatninger. Om torsdagen vil tiden primært blive brugt på øvning og rundvisning på Odense Musikskole, ligesom det tyske orkester også skal en tur i Den Fynske Landsby. Fredag formiddag går turen til Risingskolen, hvor Max-Bruch-Blasorchester skal spille koncert for 330 elever.

Plads til musik og hygge

Og der skal være plads til både det mere seriøse arbejde med musikken og til et væld af sociale aktiviteter, så de unge mennesker lærer hinanden bedre at kende. På musikfronten er der både indlagt gruppeprøver for de enkelte instrumentgrupper, og et par større fælles øveseancer, inden der spiller fælles koncert i ODEON lørdag den 13. april kl. 17.00 (fri entré, bare mød op).

Musik og hygge går også op i en højere enhed, når de to orkestre i fællesskab drager til Aarhus om søndagen den 14. april for at deltage i den landsdækkende ”Orkesterfestival,” hvor de både sammen skal spille koncert, ligesom de også får mulighed for at spille hver deres individuelle repertoire.

Sara Bruntse, som til daglig er underviser af OMUS, siger om formålet med besøget:

”Når vi sådan besøger hinanden og spiller musik på tværs af grænserne, får vi en chance for at opdage hvad musikken også kan gøre for os som mennesker: skabe fællesskaber og samhørighed. Jeg tror det er meget godt at lære sine naboer lidt at kende. Og måske er vi ikke så forskellige endda?”

Musikskolens souschef Maibrit Baagøe Schmidt er også optaget af, hvad de unge orkesterelever får ud af at møde hinanden:

”Det er en stor fornøjelse at se, hvordan glæden ved at spille musik bare bliver endnu større, når eleverne deltager i fælles aktiviteter som denne: Det giver simpelthen endnu mere blod på tanden til at fortsætte med musikken som fritidsaktivitet, når man mærker fællesskabet. Derudover håber vi, at OMUS skal besøge det tyske venskabsorkester til næste år.”

Værtsskabet er støttet af Skoleinspektør Kai Andersens Fond.

Koncerter:

Lørdag 13. april 2024 kl. 17.00

Koncertsalen på Syddansk Musikkonservatorium (SDMK) i ODEON

Fri entré

Søndag 14. april 2024 kl. 14.15

Musikhuset Aarhus, Orkesterfestival

Fri entré

Pressefoto