Værterne i P2-programmet Aftryk har i 2023 haft travlt med at besøge danske museer. Da Carl Nielsen Museet åbnede i juni, var de forbi – og heldigvis for det. De blev så begejstrede for det, de så, at de belønnede det lille, moderne komponistmuseum med prisen som Årets mest overraskende museumsbesøg ud af de 45, de havde besøgt.

Carl Nielsen Museet emmer af lys- og lydeffekter. @rico feldfoss

I motivationen for prisen hedder det: ”Med lys- og lydeffekter bliver vi ført gennem Carl Nielsens virke, og selv om vi kender musikken og historien, ved vi aldrig, hvad der venter bag næste hjørne på Carl Nielsen Museet. Rejsen føles konstant relevant, fordi museet med en perfekt balance mellem konkrete genstande og digitale virkemidler pirrer vores nysgerrighed, fantasi og musikglæde”.

Carl Nielsen Museets museumsinspektør Ida-Marie Vorre siger om udnævnelsen:

”Carl Nielsen formåede selv hele livet igennem at fortsætte med at overraske og forny sig musikalsk, og derfor har netop det overraskende element været et væsentligt kriterie for udformningen af det nye museum, og det er fantastisk, at det lige netop er det overraskende og uforudsigelige, vi får opmærksomhed for. Carl Nielsen insisterede på at gå sine egne sansende og eksperimenterende veje og han havde stort mod og en dynamisk energi. Af den grund kan hans musik ikke puttes i bås, den bryder genrer og forundrer. Det er netop med afsæt i Carl Nielsens musik, vi gerne vil vække gæsternes nysgerrighed for ham og hans virke, men også for musik og musiks virkning i det hele taget”.

P2 Aftryk uddeler tre priser: ”Årets mest overraskende museumsbesøg”, ”Årets smukkeste museumsbesøg” og ”Årets mest tankevækkende museumsbesøg”.

Det er anden gang, prisen uddeles. Sidste år fik Copenhagen Contemporary der udstiller samtidskunst på Refshaleøen, prisen som mest overraskende museumsbesøg.

Hør den begejstrede vært besøge Carl Nielsen Museet
Aftryk sendte et langt indslag fra Carl Nielsen Museet i 7. juni 2023 – lyt til det her: https://www.dr.dk/lyd/p2/aftryk/aftryk-2023/aftryk-carl-nielsen-museet-12422331233