Sampension har købt seks ejendomme med 215 ungdoms- og studieboliger på i alt 11.214 m² i nogle af landets største og mest attraktive studiebyer. Bl.a. er Albanigade 23C i Odense med 36 boliger med i handlen. Sælger er ejendomsselskabet UngboDanmark, og EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af ungdoms- og studieboligerne.

Sampension udbygger nu sin portefølje, så de samlet når op på knap 800 studie- og ungdomsboliger. Det sker med en investering i seks ejendomme med over 200 ungdoms- og studieboliger i København, Odense, Aarhus, Viby og Aalborg.

Nogle gange tager en handel tid – for allerede i 2016 købte Sampension fem ejendomme med studieboliger af ejendomsselskabet UngboDanmark med en optionsaftale om køb af yderligere seks ejendomme. Det er denne option, som nu er blevet udnyttet. Torbjørn Lange, chef for ejendomme og infrastruktur i Sampension, siger:

“Vi er glade for, at vi med investeringen kan øge vores portefølje af ungdoms- og studieboliger, som bidrager til at sikre attraktive boligmuligheder for de unge herhjemme. De seks ejendomme er centralt beliggende i de største uddannelsesbyer, hvor de studerende netop efterspørger denne type boliger. Samtidig understøtter det vores ønske om at have en diversificeret portefølje, som omfatter flere forskellige typer ejendomme og som har en god geografisk spredning. Samlet set forventer vi, at investeringen vil give vores kunder et fornuftigt afkast på deres pensionsopsparinger.”

Kender dem rigtig godt
Sampension har netop overtaget de seks ejendomme, som Norhjem administrerer. Udover ungdoms- og studieboliger består ejendommene også af en mindre andel erhverv. Morten Myrhøj Kristensen, adm. direktør i UngboDanmark, siger:

“Det helt store slag og selve salget var tilbage i slutningen af 2016, hvor vi med hjælp fra Frank Jensen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aalborg solgte de første fem ungdoms- og studieboliger til Sampension. Her lavede vi også hele aftalegrundlaget og en købsoption på de sidste seks ungeboliger i vores portefølje. Det er en forlængelse af aftalen fra dengang, og det har hele tiden været planen for begge parter. Derfor har det her i anden omgang været rimeligt simpelt – selvfølgelig med en teknisk og juridisk due diligence.”

“Det har været et fint, konstruktivt og frugtbart forløb med Frank Jensen og EDC Erhverv Poul Erik Bech. Vi kender dem rigtig godt og kan kun tale positivt om dem, så dem vil vi helt sikkert også bruge fremadrettet, når vi får brug for at købe eller sælge ejendomme. Vi har nu solgt ud af vores ungdomsboliger, så nu har vi to ejendomme tilbage med familieboliger, og vi er også halvvejs i at bygge et projekt i Randers på 8.000 m² med familieboliger. Så vi er klar til endnu flere ejendomsprojekter i fremtiden primært i Aalborg eller i en fornuftig køreafstand fra Aalborg.”

God tid til at tænke sig om
Frank Jensen, direktør, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, siger: “Det er en handel, hvor halvdelen af handlen altså har været særdeles længe undervejs. Det er ikke ligefrem særlig ofte, vi i ejendomsbranchen har sager med en købsoption på syv år ude i fremtiden. Man kan sige, at køber har haft ualmindelig god tid til at vurdere, om de ville udnytte købsoptionen. Heldigvis har det været en godt forløb fra start til slut med god kemi mellem køber og sælger. Så planen, der blev lagt for syv år siden, er fulgt i mål. Vi ønsker begge parter stort tillykke med afslutningen på handlen, og takker for et godt samarbejde”.

Sampension har netop købt 215 ungdoms- og studieboliger på i alt 11.214 m² fordelt i København, i København, Odense, Aarhus, Viby og Aalborg. Én af ejendommene er på Albanigade 23C i Odense. Foto: EDC Poul Erik Bech