Forslagene er i bogstaveligste forstand skyllet ind til Nordea-fonden, som i foråret efterlyste idéer til aktiviteter langs de danske kyster. Nu modtager 17 syddanske projekter i alt 8 mio. kr. Mere end nogen anden region.

De syddanske kyster kommer til at summe af liv, når ildsjæle ved strande og fjorde i verdens kystland nummer ét får sat gang i den lange række af nye aktiviteter, som Nordea-fonden netop har valgt at støtte.

De 17 projekter er fordelt over det meste af region Syddanmark. Blandt støttemodtagerne er tre lokale foreninger i Sønderjylland, som sammen med Fanø Kommune vil gøre Vadehavet lettere tilgængelig for nogle af de 200.000 turister, der årligt besøger Fanø og Ribe. Blandt andet bliver den tilsandede Sønderho naturhavn på sydspidsen af Fanø genåbnet for at stimulere interessen for kajakroere, børn i optimistjoller og sejlads med mindre både.

“Det giver en fantastisk mulighed for at opleve Vadehavet fra søsiden. Det er en kæmpe naturskat, som i dag er utilgængelig,” siger Anders Bjerrum fra Sønderho Havn Støtteforening.

Også sportsfiskerne i Odense har fået støtte:
“Vi har allerede en fiskeskole, men nu får vi mulighed for at udvide tilbud til seniorerne, hvoraf der er nogle, som sidder og bare ikke ved, hvad de skal lave. Dem kan vi nu få med.
Vi kan tilbyde grej til dem, der ikke har det,” fortæller Gerhardt Lund Andersen fra Odense Sportsfiskerklub.

De 17 syddanske aktiviteter får støtte som led i Nordea-fondens landsdækkende initiativ ‘Kysten er klar’, hvor i alt 50 håndplukkede projekter, som fordeler sig geografisk over hele landet, er valgt ud og modtager støtte for i alt 25,5 mio. kr.

Skaber nye fællesskaber
“Vi håbede ved lanceringen, at en masse ildsjæle havde lyst til at søge puljen. Det håb er til fulde blevet indfriet med de overvældende mange spændende idéer til aktiviteter, som kan skabe nye stærke fællesskaber lokalt over hele landet. Kysten er klar, og det viser sig, at ildsjælene også var det,” siger Nordea-fondens direktør Henrik Lehmann Andersen, der i foråret rejste rundt og slog fondens telt op seks steder i landet for at gå i dialog med beboerne om det gode liv langs de danske kyster.

I alt har fonden modtaget 101 ansøgninger til den første af to ansøgningsrunder. Af de 50 støttede projekter er Region Syddanmark topscorer med 16, Region Hovedstaden følger med 11, Sjælland med 9, Midtjylland med 8 og Nordjylland med 6.

Det kan der imidlertid vendes rundt på, når Nordea-fonden i begyndelsen af november offentliggør, hvilke projekter, som modtager støtte fra anden og sidste ansøgningsrunde til kystpuljen, som er på i alt 50 mio. kr.

Fakta om kystpuljen:
– Nordea-fonden uddeler i alt 50 mio. kroner ad to omgange udvalgt blandt i alt 308 ansøgninger.
– I første runde har fonden blandt 101 indsendte ansøgninger uddelt 25,5 mio. kroner til 50 projekter.
– Primo november offentliggøres støttemodtagere fra anden og sidste uddelingsrunde: her skal der vælges mellem 207 ansøgninger. Ansøgningsfristen er udløbet.

Om Nordea-fonden:
Nordea-fonden har et almennyttigt og velgørende formål. Hvert år uddeler fonden ca. 500 mio. kr. til projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Fonden uddeler også legater til studieophold i udlandet og tilbyder legatboliger til internationale kapaciteter. Se mere på nordea-fonden.dk

Sådan fordeler de 50 projekter sig langs kysterne. Hvert tredje projekt er i Region Syddanmark. Foto: Nordea-fonden