By- og Kulturudvalget afsætter 100.000 kroner til fortsat udvikling af Harry Potter Festivalen, og Odense Kommune bliver fremover associeret medlem af Film Fyn, meddeler kommunen selv i en pressemeddelelse. Til gengæld vil forvaltningen ophøre med at arrangere Kulturnatten.

Harry Potter Festivalen i efterårsferien er blevet en stor succes med gæster fra hele landet. Succesen må gerne vokse i fremtiden, og derfor har By- og Kulturudvalget besluttet at afsætte 100.000 kroner til yderligere udvikling af festivalen.

De ekstra midler til Harry Potter Festivalen vil blive taget fra budgettet til Kulturnatten 2016, som By- og Kulturforvaltningen ikke længere vil arrangere. Til rest vil der være 13.305 kroner, som da anvendes til at holde Åbent Slot for byens børnehuse.

– Harry Potter Festivalen er en enestående begivenhed i Odense, og det vil jeg og resten af udvalget gerne bygge videre på. Desuden har Odense mange andre spændende aktiviteter, hvor byens kulturinstitutioner spiller en betydelig rolle, heriblandt HCA Festivals. Det har betydet et mindre behov for Kulturnatten, og vi føler, at pengene kan bruges bedre på udvikling af Harry Potter Festivalen, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

 

Både Harry Potter Festivalen og Kulturnatten er placeret i oktober, og årets anden halvdel byder også på blomsterfestival, HCA Festivals og Karrusel.

– Jeg har fuld forståelse for, at midlerne skal prioriteres, og Harry Potter Festivalen er en god begivenhed for byen. Men jeg mener også, at et arrangement som Kulturnatten har stor værdi, og den bør kunne løftes af institutionerne selv. Det behøver ikke udelukkende være et spørgsmål om tilskud, for det giver god mening at have åbent, når der er mange mennesker i byen – for eksempel under Open by Night, siger direktør for Brandts, Mads Damsbo.

På tirsdagens udvalgsmøde valgte By- og Kulturudvalget også at godkende en aftale mellem Odense Kommune og FilmFyn, som betyder, at Odense bliver delvist associeret medlem af FilmFyn. Aftalen giver Odense en plads som observatør i FilmFyns bestyrelse, og den betyder et styrket samarbejde mellem parterne om blandt andet faglig sparring til udvikling og understøttelse af det fynske filmmiljø.

– FilmFyn er et godt fælles fynsk initiativ med en solid forankring på Sydfyn. Det er vigtigt, at vi som kommune bidrager til samarbejdet med det, som vi kan. Herudover er vi gennem vores associerede medlemskab også med til at løse en konkret udfordring for Film Fyn, idet vi i Odense kan bidrage med mulige lokationer, der eksempelvis underbygger en storby-stemning, siger Jane Jegind.

Odense betaler en million kroner årligt for sit delvist associerede medlemskab. Ifølge aftalen skal Odense efter højst tre år beslutte, om byen ønsker at deltage fuldt ud i FilmFyn.

 

Skærmbillede 2015-11-13 kl. 13.12.59